GILGAMESH i oversættelse af Sophus Helle og Morten Søndergaard

[Bogen er modtaget som gave fra forlaget Gyldendal]
Hvis jeg fx er inde og se et stykke af Shakespeare, så har jeg ofte taget mig selv i at tænke “nå ok, det var en nyfortolkning”, selvom det gang på gang viser sig at være den pure originale tekst. Tanken om, at en mand i 1500-tallet kan have følt de samme som ting mig er lige fremmed for mig hver gang. Og så dumpede Gilgamesh altså ind i min postkasse og ind i mit liv:: en historie, der næsten er 4000 år gammel. Fx over tusinde år ældre end Odyséen. Hold my beer!

Gilgamesh regnes for verdenshistoriens første hovedværk og er HER i ny oversættelse af digteren Morten Søndergaard og hans søn Ph.d Sophus Helle, Gyldendal 2019. (direkte oversat fra akkadisk iøvrigt)

Allerede inden man dykker ind i byen Uruk, og faktisk bare lige smooth vender bogen om for at læse bagsideteksten, bliver man mødt med store ord fra en stor mand, Rainer Maria Rilke, der skriver om værket: “Gilgamesh er uhyrlig: Jeg anser det for det største, der kan overgå et menneske”. Så er man ligesom i gang. Også i forordet fortæller Morten Søndergaard, hvordan arbejdet med Gilgamesh har været en milepæl og et øksehug igennem uendelige lag af tider:

For os har arbejdet med teksten været det største, der er overgået os. Det har været mødet mellem faglighed og poesi, mellem far og søn, mellem fortid og nutid.

– Morten Søndergaard

Jeg kan ikke anmelde den her bog i klassisk forstand, der er noget trojansk hest over at sidde her med sin cappuccino og sige noget om babylonisk epos-kultur, men jeg kan sige noget om mit møde med dette værk, hvorfor jeg blev rørt fx. Jeg bliver rørt over, at følelser eksisterer på tværs af tid og rum i den bredeste forstand, man kan forestille sig. Sorg over at miste en ven, ustyrlig vrede over uretfærdighed (om det er så er mig, der er sur på diverse medlemmer af libeal alliance eller Enkidu, der er sur på Shamash guden for retfærdighed), eller angsten for døden. Man kommer så nemt til at tale om grupper af mennesker som var de en samlet masse, mennesker som på en eller anden måde føles fremmedgjorte, fordi de 1) kommer fra et sted, som er langt væk fra det sted, vi kommer fra. 2) primært er minder fra fjerne tider, som vi ikke rigtig kan forholde os konkret til. På en måde glemmer man, at hver enkelt individ i denne gruppe er menneske med et privatliv, med en ven og med en angst for ting. Jeg synes, det er så absurd heldigt og rart for os, at vi har litteratur og kunst til at bygge broer her, til at give os en seriøs ægte indsigt i mennesker, som vi af rum/tid-grunde ikke vil møde, men som stadig kan berige os med deres erfaringer. Og som giver følgende super relatérbare sviner til genstanden for deres vrede over sorgens uretfærdighed::

Må din glædesseng være en slagbænk / må dit hjem være et vejkryds / må du sove i ruiner / må du gemme dig i bymurens skygge

Må tjørnekrat og tornebuske flå dine fødder / må fulde som ædru slå dine kinder / må gadehoben trænges i dit værtshus / må der opstå slagsmål i din kro

– Gilgamesh

Tillykke med Gilgamesh kære Sophus (som udover at være oversætteren af bogen også er min ven) og kæmpe længe leve de små fag på humaniora. Må de altid være i vores vildmark.

“Fordi du nedlagde mig, jeg, som var uberørt

jeg, som var uberørt, nedlagde du i vildmarken”

– Gilgamesh

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: