“Gud bedste børn” af Morten Pape.

Den længe ventede svæer toer efter debutbraget i 2015. Sprogligt er denne bog langt mere vellykket end den første. Og speaking of: selvom jeg ikke synes, at Morten Pape skriver nødvendigvis stor litteratur, så synes jeg stadig, han er en af de vigtigste forfattere, vi har i vores samtid. Derfor har jeg uendelig optur over hans modtagelse af de 3-årige legat fra Statens kunstfond. [ps. på forhånd sorry for mit overforbrug af “litteraturen er en bro”-metaforen, men here goes…]

Hvordan vil du beskrive din familie? fucked up. hvordan vil du beskrive din vennekreds? tøsedrenge. hvordan har du det med udlændinge? stramt. savner du nogen i din familie der er døde? ja, min mormor. hvorfor savner du lige præcis hende? hun var sød og skældte ikkeud. hvordan vil du beskrive din mor? billig. hvorfan var dit forhold til din far? kort.

– Guds bedste børn

Guds bedste børn, Morten Pape, Politikens forlag, 2018

Fire unge mænd med ubarmhjertige skæbner: Jamil, Zeki, Simon og Mickey. Barndommens gader er Telemarksgade, Holmbladsgade, Pusher street. Forældrene magter ikke opgaven, og det der især er både hjerteskærende (og provokerende iøvrigt, hvilket er genialt) er, at når systemet faktisk sender folk, der magter de her drenge:: så kan de ikke magte at modtage. En dag svinger Mickey en fastelavnskølle mod Zekis kranie: Og pludselig er fire liv på vej mod afgrunden.

Replikkerne udgør højdepunkterne, de virker autentiske på mig (altså uden at jeg ved, hvad jeg taler om, jeg er bare fra Vanløse). Stilistisk bliver det dog af og til lidt trivielt, og jeg synes metaforerne er lidt flade. Det er som om, jeg først rigtig køber karaktererne, når de taler sammen, men igen: dialogkunsten sidder så også lige i skabet. Bogen er i højere grad dokumentarisk, end den er stor romankunst, men det ved bogen jo også godt selv på en måde, og den hiver sit projekt 100 p. i land.

Jeg synes, fortællingen lykkes rigtig godt. Pape tager på sig at slå et slag for nogle drenge, der virkelig gør nogle utilgivelige ting og her rammer han lige ind i bøger-er-som-broer-metaforens solar plexus mine damer og herrer:: han får os til at have sympati med simon og Mickey uden at negligere, hvad de har gjort. Det projekt er litteraturens projekt, og det udføres virkelig beundringsværdigt. Det er jo præcis dér, hvor vi som samfund så rent faktisk kan bevæge os. Og gøre gode intentioner til ægte gamechangere. Når vi efter læsningen af en bog som ‘Guds bedste børn’ (og Planen for den sags skyld) kan forstå had og vrede, hvor det kommer fra; uden at prædike over det. Dét er fandme nuance, tak for det Morten Pape og tillykke med det 3årige: til dig og til os; læserne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: