“Løberen” af Signe Maxen og hvorfor kortprosa er life

Lyrik og roman kommer ind på en bar. De ser hinandens styrker, men også at ingen er perfekt. De tager hjem sammen og skaber et vidunderbarn:: (trommehvirvel…) KORTPROSAEN. Hvorfor jeg synes det, og hvordan Signe Maxen har skabt et eksempel på dette, kan du læse mere om her:
Bogen er modtaget som en gave fra Forlaget Rosinante


Signe Maxen debuterede med “Sort Galde”, som også er anmeldt på bloggen. Denne bog udkommer i dag på forlaget Rosinante.

Jeget er forelsket i løberen. Så enkelt kan handlingen faktisk beskrives, men de fleste af os ved, at så enkel er en forelskelse langt fra. Jeget fortæller helt casual, prøvende, afdramatiseret om løberen til sin mor: “Jeg fortæller min mor om løberen. – Jeg ser en. Han løber meget, siger jeg”. Men kærlighedsrelationen er dysfunktionel, fordi den er ulig og opslidende for vores kvindelig hovedperson. Hun får forstoppelse og køber en kanin. Parallelt løber historien om jegets veninde Minni, der plages af gigt og har brug for noget at læne sit syge, unge liv op ad. Og hvordan forelskelsen æder alt, også evnen til at bære andres håb.


Nu kommer en hemmelighed til jer:: Nogle gange, når jeg læser digte, føler jeg, at jeg bare læser ord på linjer efter hinanden. På en antiklimatisk måde. Men alligevel kan poetisk sprog røre mit inderste og forandre min menneskelighed. Derfor er KORTPROSAEN min yndlings genre. Sætninger så præcise, at man har lyst til at skrive dem på væggen og fortælle dem til alle, men alligevel med romanens flow og genkendelighed (alt sammen fine ord for:: “Man fatter, hvad der foregår“). “Løberen” er skrevet sådan, små brudstykker af tekster drysset ud over siderne, enkelte sætninger eller hele afsnit.
Jeg synes bogen lykkes delvist. Jeg er ikke glad for det alt for stilrene, det bliver for pænt og korrekt for mig. Fx siden, hvor denne sætning står alene: “Sminken som en maske jeg ikke er i stand til at bære korrekt“. Jeg har svært ved at sætte ordenligt pris på det poetisk korrekte, hvis det ikke står i kontrast til noget.
MEN når Maxen så tilgengæld punkterer sine smukke sætninger med noget uventet, poppet, flabet – så smiler jeg for mig selv over sprogets geniale liv::

Det tidligere forår har forstærket min craving efter løberen”

– Løberen

Handlingen er naiv og smertefuld, præcis som den ulykkelige forelskelse er det. Bogen er et rigtig godt sted at starte sin rejse ind i kortprosaens univers, hvor man så passende kan følge op med Tine Høeg, Amalie Laulund og Caspar Eric – Alle anmeldt her på bloggen. Nyd foråret venner. ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: