Bæst af Ane Riel (featuring Harpiks)

[begge bøger modtagede som anmeldereksemplarer fra forlaget Lindhardt og Ringhof]
Jeg har ligget vandret midt i et Riel-maraton den sidste uges tid, rundt regnet en 700 siders malplaceret krop driblende mellem natur, den ikke kan undslippe og kultur, den ikke finde rundt i. Ikke særlig relatable for mig, men åh skæbnes lunefulde blogger-dobbelthed: I forsøget på at udvide jeres horisont udvider jeg min egen. Velkommen til Riels harpiksklistrende univers::

Hun lagde sig ned på ryggen og stirrede op i himlen. “Kunne du da for fanden ikke gøre et eller andet” hviskede hun. Få mig ud af det her”.

– Ane Riel, Bæst, Lindhardt og Ringhof 2019

Vi er uden for geografisk og tidslig konkret placering, men i et sydlandsk bondeidyl og i gamle dage alá Amerika er horisonten og automobilen er det nye. Mirkos verden er begrænset til sine forældres gård, indtil han en dag begynder at hjælpe til hos naboens Danica. Hendes lange havfruehår og vuggende kvindelighed aktiverer (big time, kan jeg godt afsløre) hans seksualitet, og Mirko er på gyngende grund. Danica gifter sig med Karl og sammen får de sønnen Leon – og den fremmedgjorte krop som tema strikes again: Leons muskler vokser sig selv og sine omgivelser over hovedet, imens hans sind bliver som barnets: uskyldigt, konsekvensløst. Spundet rundt om gårdenes karakterer er en rammehistorie, hvor to mænd søger efter noget på de evige landeveje.

Jeg synes Riel mestrer at gå med kroppen og sindet ind i nogle mørke blindgyder, og så blive dér, selvom man som læser nærmest ikke kan være i det. Barnets seksualitet, lysten til at dræbe, ikke at elske dem man burde. Jeg er en evigt sucker for kompromisløshed på dén bane, og både i Harpiks og i Bæst formår Riel at skabe stemninger, der skaber en uhygge, der ikke har et instant payoff, men istedet ligger sig tyktflydende omkring én, som det ægte mørke kan gøre det. Fortællingen er god, men efter min smag er den ikke holdt stram nok, jeg synes, der er for mange spor i romanen, som jeg faktisk ikke helt kan se, hvor skal føre mig hen. I Harpiks er fortælletempoet også langsomt, men her synes jeg, at denne møjsommelige, uundgåelige stilhed omkring begivenhedernes eskaleren er en del af uhyggen: Nærmest ikke-begivenheder, imens alt bliver mere og mere absurd. Som fluen i harpiksen, der først opdager sin skæbne, når den sidder fast.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: