Linda Boström Knausgard: Oktoberbarn

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof] I samme brune pakke kom de begge flyvende – hr. og fru Knausgård (som hun stadig hedder)med to helt forskellige stillisske udlægninger af menneskelivets afkroge. Jeg har faktisk aldrig læst noget af Boström Knausgård, og ærligt talt: (men med fare for at lyde som en sladderdronning), har jeg længtes efter at se hendes stemme folde sig ud efter en evig indsnusen i hendes liv og skæbne efter læsningen af de 6 autofiktive bøger fra hendes eksmand. her er hun, oktoberbarnet:

“Jeg prøvede at forskønne min depression og kalde den melankoli. Måske var der en vis sandhed i det, men hvad der var endnu mere sandt var at jeg lod som om jeg spillede en rolle i en gammel italiensk film”. Romanen veksler mellem barndomspassager, ungdomsfortællinger og krydsklip til indlæggelser i pskykiatrien. Elektrochokterapi er romanens store dilemma: er noget som helst dét værd, hvis man kan miste sine minder? som kunster og som mor og som én der elsker. Og små elektrostød får man:: man bliver klaustrofobisk i læsningen i mild takt med forfatterens egen desperation.

Jeg var meget rørt over historien om at være et barn og senere en ung kvinde, der søger at finde en eller anden form for balance mellem en længsel efter normalitet men alligevel et sind, der bare ikke kan begrænser sig indenfor de rammer, der forventes. Det er så råt, og jeg synes virkelig sproget har en fin fornemmelse for at følge sindet. Nogle af de indre monologer, forvirrende passager af skam og skyld bliver anstrengende at læse, men den følelse, som det giver mig:: Alle gentagelserne og opbrudt syntaks, pendlen mellem håb og total kulkælder, mon ikke at forfatteren ønsker at vise mig de følelser.

jeg er jo sand sucker for alle afsnittene om det levede liv, men jeg skammer mig over at læse alle det autobiografiske om det familieliv og den kærlighedshistorie, jeg kender så godt, i relations til K.O Knausgårds bøger, det føles utroskabsagtigt over for dette værk, men det er svært ikke at blive suget fuldstændig ind deres eksistens. Ihvertfald sad jeg i nat i stearinlysets skær og læste bogen færdig med lige dele ømhed og rædsel over for det skrøbelige sind hos jegfortælleren og konsekvenserne heraf:: udøvet af et ikke særlig opmuntrende beskrevet svensk sygehusvæsen. nådesløst og resultatshungrende.

Og vi talte og det var forsommer, alt blomstrede og midt i det hele den der følelse af at nu, lige nu, styrter væggene sammen omkring mig”

Linda Boström knausgård, Oktoberbarn, Lindhardt&Ringhof, 2020

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: