“Der går min klasselærer” og fænomenet Jacob Skyggebjerg

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gladiator] I et interview med Gaffa for nogle år siden udtalte rapperen Kidd følgende: “Jeg gider ikke lave pyntet og finkulturel musik – det skal handle om sex og stoffer og om at være uovervindelig”. Sådan har jeg det også lidt med Skyggebjergs forfatterskab og her med “Der går min klasselærer”, det sjette skud på Skyggebjergstammen. For det er ved gud ikke særlig poetisk, men det er råt og real og vigtigt.

Og det er ubehageligt. For det univers, vi kastes ind i bundsølet af, er folkeskolen som vi husker den fra de dybeste traumer, en historie vi ikke fortæller os selv, hvad enten man var mobberen eller offeret:: Hvem kan sige sig fri?

Jacob Skyggebjerg: Der går min klasselærer, Gladiator, 2020

Vi er langt væk fra poetisk melankoli: Folk spiser pølsestykker og hedder Neger-Dennis og grillmandens dreng siger ting som: “Min far har spermet ned i den”. Det er det levende provinsmareridt. Vi følger Erling – skolelærer med en tom eksistens, der nærmest ikke engang har drømmene længere:: Indtil han forelsker sig stormende i en elev. Et lille drama, men giga følelser – skolegårdens savanne-helvedes-kosmo og lyden af DJ Aligator og tunede knallerter. Jeg kunne godt lide bogen og iøvrigt de fleste af hans andre (skygge-for-begyndere?:: start med debuten og med “Jalousi”), men jeg synes ikke, der er tale om sproglige mesterværker. Alligevel har jeg talt dagene til denne udgivelse, FORDI udenom værket, i samtale med værket og al muligt andet paratekstuelt er han mesteren, og det sniger sig med ind i læsningen og levendegør det for mig.

Jacob Skyggebjerg er en performer, og jeg er jo stor tilhænger af, at man i meget dansk litteratur efter 00’erne godt kan glemme en nykritisk idé om at skille værk og kunstner, derfor forbeholder jeg mig enhver ret til at være draget af mystikken bag ham på en fniset crush-agtig måde. Jeg kan godt lide det performative fordi jeg tror på, at dem med ordene er dem der har revolutionerne, og Skyggebjerg vil nogle radikale ting med sin kunst og jeg gider bare mega godt at kunsten bliver konkret politisk.

Læs bogen. Det er vredt og beskidt og self har han så også lige sagt følgende ørehænger i et interview i Berlingske: “At hygge sig er ikke en eksistensberettigelse”. Viva la revolution!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: