“Huset uden ende” af Mathilde Walter Clark

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget] og endelig er Walter Clark tilbage:: Efter succesen og stjerneromanen Lone Star fra 2018. Dette absurd smukt dekorede værk er en samling essays om seriemordere, kunst, fædre, privillegieblindhed, forfatter-life og gorillaer men måske allermest om det meget store og dybe hav mellem dansk hyggekonformitet og liberal amarikansk drøm. Som fx Mathildekarakterens fars siger: “Europeans simply don’t understand America. At all”

Det første essay, nemlig titelessayet “Huset uden ende” om Walter Clarks barndomshjem gennem alle barndommens uendelige somre, hun tilbragte hos sin far i St. Louis, Missisipi, mindede mig om, hvorfor kunst må og skal dykke ned i mørket (hvilket jeg fx ikke mener at alle sensationshungrende truecrime-podcast skal). Med udgangspunkt i et markabert mord, begået i nabohuset, dykker forfatteren ned i amerikanske seriemorderes vanvid af mord-roadtrips og menneskets hungren efter forklaringsmodeller. Og her kunstens lille trick i ærmet: Det er en pageturner og jeg er underholdt helt ud pä næsetippen, men samtidig er reflekstionsambitionen hos Walter Clark spot on, og jeg lærer for real noget om menneskets mørkekammer. I vidunderligt sprog oven i winwinhatten.

Huset uden ende – Mathilde Walter Clark – Politikens Forlag – 2020

Det er en svær bog, vil jeg altså gerne lige sige. Mest fordi den helt sikkert har nogle essays, som er en smule indforståede. Det synes jeg sådan set sagtens kan klæde genren, og med en milliard år på KUA bag mig er jeg topunderholdt, men fx “Brev til Olga Ravn” og en lyngennemgang at status på #DKLit taler til et smallere publikum end fx Lonestar.

Og sä…AV MIT HJERTE – er der essays iblandt, hvor Walter Clark taler til os alle:: Fx i den hjerteskærende essayrække “Om at miste”, hvor forfatteren oplever at miste sproget i mødet med det kliniske hospitalsagtige midt i sorgen over nogens død: “Igen får jeg fornemmelsen af at sproget ikke virker. Det er som i drømme hvor man bliver ved med at ringe til det forkerte numme. Det er som at løbe i vand, som at læse en bog igennem en nylonstrømpe“. Av. Tak for en fænomenal læseoplevelse til forfatter og forlag. Litteratur mod krise til hver en tid!

Der findes masser historier om mennesker – afdøde – der hjemsøger huse. Hver gang jeg over årerne er vågnet op til endnu en drøm om huset i nr. 23, har jeg stillet mig selv det spørgsmäl om huse også kan hjemsøge mennesker

– Mathilde Walter Clark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: