Postkort fra Californien af Tonny Vorm

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Politikens forlag] + Udkommer i dag! Nogle gange læser jeg en bog i ét stykke. Bare i sofaen med en kande kaffe og bladren i helt tranceagtig tilstand. Det er ikke nødvendigvis de bedste bøger, som jeg læser sådan – nogle bøger skal have en anden slags tid, men noget om et vellykket flow og en flydende tone i bogen siger min læsetrance ihvertfald. Vorm debuterer i dag som romanforfatter med denne erindringsbog om fædre og sønner.

Det er en ret fragmenteret roman må man sige, jeg-fortælleren (som også hedder Tonny Worm, og som repræsenterer forfatteren selv) er i gang med flere romanprojekter på én gang, da hans liv forandrer sig brutalt med sønnen Oskars kræftdiagnose:: “Alt andet end min søn fortonede sig, og jeg var iskold indeni. Vi hviskede til hinanden Rikke og jeg. “Oscar kan sgu da ikke have kræft”. Herefter er bogen sat sammen af brudstykker fra Rigshopitalet, og rejser til nutidens far i Thailand og fortidens far i et villakvarter i forstæderne.

Far-temaet er velkendt, eviggyldigt, soleklart:: Jegets far har været fraværende, og nu jeget selv står i en situation, hvor nærvær overfor sønnen kræves mere end ever.

Jeg tror aldrig, at min far har befundet sig så længe på samme sted, og jeg mindes heller ikke, at jeg selv har prøvet det. Jeg bilder mig ind, at det gør en forskel, at jeg er her. At en søn har brug for sin far”

Dét spor fungerer, især fordi jeg elsker sproget:: Nordisk og jordnært – og helt vildt ærligt i erindringen på en måde, fordi bogen godt selv ved, at man også fortæller sine egne historier, som man nu lige husker dem. MEN (man maa aldrig starte en sætning med “men” tror jeg), jeg synes strukturen bliver for kaotisk. Idéen med at bogen er en collage over tre forskellige boger, der skrives på én gang er irriterende. Jeg forstår godt hensigten, tror jeg:: Der var en plan om en bog, men så skete livet midt i det hele (som det jo er med sygdom) og så blev bogen/livet forandret. Jeg synes bare desværre, at det bliver mere forvirrende end kunster-kaos-lækkert. Oh well. Stykkerne fra børnekræftafdelingen er hjerteskærende, anti-sentationshungrende, menneskelige og geniale i tematiseringen af at skulle være mega meget den voksne, selvom man selv er helt smadret. Liv og død. Læs den for dét! KH LitteraturDK (Ditte)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: