“Næste! – En lægeroman” af Nina Lykke

[Anmeldereksemplaret er modtaget fra Forlaget Gyldendal] Det sjoveste jeg ved er bøger, der gør massivt grin med den gruppe jeg selv tilhører; politisk korrekt, selvsmagende øvre middelklasse. Og som i øvrigt kaster et kærligt blik på livet, der ikke blev som man troede. Norske Nina Lykke brillierer her med sin fjerde roman (bonusinfo: Oversat af Kristian Bang Foss) “Næste! – En lægeroman”; med en true antiheltinde praktiserende almen medicin, almen kaos.

Okay, vi starter med mit yndlingscitat, vi er fra Elins synsvinkel her, vores antiheltinde, der efter et langt arbejdsliv som huserende Oslo almenlæge er led og ked af sygdomtrends og folks behov for irationel omsorg; Af folk, der tror at de snowflakes eller endnu værre; som tror man kan få det hele.

“Som om dette lægecenter er en slags fritidsklub for folk, hvis hobby det er at lytte til kroppens signaler, som det er blevet så moderne at gøre, men som, og det ved alle der arbejder i sundhedssektoren, først og fremmest er en genvej til både sindssyge og lidelse og, i sidste instans, velfærdsstatens sammenbrud”

Nina lykke – “Næste!”

Elin er praktiserende læge og bor med sin mand Axel i en flippet forstad til Oslo. Her tror man ikke på din have/min have eller på systemer generelt (ligeså irriterende som det lyder, og Lykke beskriver det med hård hånd). Børnene er flyttet, vennerne er blevet irriterende og midtvejskrisen truer parforholdets drøm om en sen opblomstring; “…Og sådan fortsatte vi i hver vores ende af huset i en slags terrorbalance. Jeg nævner ikke din galskab, hvis du ikke nævner min”. Som i alle gode lægeromaner kommer der dog en significant other og forstyrrer balancen; Bjørn fra facebook og fortiden. Og hvad gør Elin nu? Kan man være sä irriteret på dem, der tror de kan få det hele – og så samtidig lidt drømme om blæse og mel i munden selv?

Det er en dybt ironisk, morsom og super easy roman. Uden at den bliver ligegyldig, for den er eksistentiel og meget usentimental dybdeborende i vores forestillinger om lykken. Elin er en moralsk problematisk karakter samtidig med at vi bare føler hende hele vejen; patienterne er absurd irriterende selvom vi godt kunne se os selv være dem. En stor roman er det ikke, fortællingen vil ikke ryste din grundvold, men den vil smyge sig om din sommerhjerne som en grinern, kærlig reminder om at tage det hele mindre tungt og at turde være modig. uden at være irriterende. Man skal simpelthen ikke være så irritende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: