Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen

[Modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal]
I byen Tasiilaq ved den østgrønlandske kyst ligger “Blomsterdalen” midt mellem spidse fjelde; en kirkegård hvor gravene er dækket af tung sne og farverige plasticblomster. Her vil jeget i romanen også ligge en dag, når hendes tid kommer, og det er hende smerteligt bevidst som en del af en kompleks grønlandsk ungdom, at man ikke kan vide hvornår.

“Dine ben er for mig som fjeldene her er for dig. Majestætiske. Uopnåelige.” Jeg vendte sidste side af bogen igår nat, læst på en enkelt dag; så mange følelser, jeg er hele emotional-slave for alt Korneliussen gør (skal FYI have skaffet hende anmelderroste debut fra 2014 HOMO sapienne) – de mixed følelser omkring alt muligt, som hun så overlegent og bevidst skriver frem i mig.

Romanens hovedkarakter skal endelig væk; fra sin overbeskyttende mor, sin irriterende perfekte søster og alle de minder, der spøger over alt mellem fjeldene. Antropologi skal hun studere, i Aarhus i Danmark – et studie som vil passe helt perfekt til hende mener Maliina, åh den evigtsøde Maliina som jeget er kærester med, længes efter, optages af, kvæles af. I Danmark spørger den nordiske gud fra læsegruppen, om det er hende der lugter af alkohol og hjemme på Grønland kaster endnu en ung pige sig i døden. Sneen falder på blomsterdalen, og man skal stå tidligt op for at nå sine drømme.

Vi vil altid huske dig, skriver de inde på Facebook og tagger dig, men the truth is, at det er det de færreste, der gør, for de fleste kommer videre, og de husker dig først lidt igen, når de tror, de ser dig i byen, de tænker, nå nej, hun er her jo ikke mere.”

Korneliussen 2020

Korneliussen er en fandenivoldsk, vigtigt og forrrygende stemme. ‘Jeg har skrevet en roman om selvmord. Faktisk ville det være meningsløst, hvis jeg ikke skrev en roman om det emne’ siger hun.

Dét som kunst kan jo, at menneskeliggøre og eviggøre statistik og fakta, at få det til at krybe ind under huden. Det gør denne roman, problematikkerne i Grønlands forhold til sig selv, i vores til dem skrives icecold og dybt rørende frem i Blomsterdalen. Kæmpe anbefaling!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: