“Tritonus – En skærgårdsfortælling” af Kjell Westö

[Anmeldereksemplar fra Forlagt Gutkind] En af Finlands helt store; debuterede i halvfemserne, men før denne roman har jeg faktisk kun læst den Nordisk Råds litteraturpris vindende Luftspejling 38 fra 2014. En grand-old-man altså, med ny roman i sublim oversættelse og sproglig nordisk stemning; skærgårdsromantik og mænd med følelser!

Alt hvad han ejede, føltes som en andens, og han var ikke lykkelig men heller ikke bange”. Sådan præsenteres vi for Brander, en midelaldrende dirigent midt i faldende succes og stigende sårbarhed.
Nogle helt tidsløse temaer bydes op til dans; land og by, natur og kultur. Den highclass, kulturelle-elitære dirigent Thomas Brander har ladet et betonpalads – Casa Tritonus – bygge i den finske provins, hvor man ikke skal tro man er noget, og hvor solidaritet er limen til overlevelse. Her møder han naboen; den følsomme, fiskende, guitarspillende enkemand Lindell, som prøver at holde sammen på det hele og finde meningen med livet på én gang.

I et forsøg på selvironi tænkte han at hvis han var en romanfigur, så ville han beskylde sin skaber for at have konciperet ham uden at give ham et formål, en meningsfuld fortælling at udleve, og tanken fik ham til at huske en aforisme han havde læst et eller andet sted: at menneskelivet er svaret på et spørgsmål ingen har stillet’

WESTÖ

Nogle gange sammen:: primært på egen hånd, forsøger de to mænd at slikke sår, holde sig oprejste og at forstå den verden, der løber fra dem. I baggrunden spiller fortidens spøgelser og Mahlers symfonier. En roman om at være mand, at have de bedste år bag sig uden at falde sammen, om kunstens betydning og dens virke; den adskillelse fra kunstneren eller måske netop ikke.

“Den der gav sine egne følelser plads, kunne ikke aflæse de fine aftryk af det der havde rørt sig i komponisternes sjæl. Og empati med forkert adresse var farlig, forståelse for menneskets skrøbelighed blev en hæmsko for kunsten”

TRITONUS

Sproglig overlegen; Westö er en mester og oversættelsen er suveræn. Karaktererne er autentiske, men lige lovlig meget hvid mands byrde måske. Jeg synes, den når Knausgaards eksistentielle højder, men uden samme grad af charmerende selvindsigt. Sæt Mahler eller Mozart på under læsningen, forstå storheden og alligevel værdien i den mikroskopiske nærhed. Kh yours truly!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: