“HEDESELSKABET” af Malte Tellerup

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof] Drømmen om naturen, om ud af byen og fødderne solidt plantet i en jord, som man dyrker og forstår. Plads til kunst og hinanden, til at trække vejret ordenligt. Malte Tellerup tager den drøm under omsorgsfuld med hardcore behandling; Samme sproglige everyday-overskud som i debuten fra 2017, men med langt mere velkomponert drama. Endda med jysk charme og det hele.

Tobias, Viktoria og Andreas; tre venner fra storbyen og en form for kunsterinderkreds, maler med følelserne, tror på drømmene, og lejer sig ind i et nedlagt landbrug på den jyske hede. Her kan sankes, plukkes, syltes og leves ægte, også selvom Tobias’ lange hår skiller sig ud i byggemarkedet, og der til middag i forsamlingshuset ikke er et vegansk alternativ til stegt flæsk. Jeg synes smooth at Tellerup undgår klichéerne, selvom temaet i den grad er seen before, føles det relevant på en ny måde, og karaktererne overrasker mig. Humor og sorg. og blandinger, som da fx Tobias i sin ensomhed “bare scroller ned og ned, indtil radiussen er noget, er minder om hele Jylland”.

“Det fede her er, at det ikke allerede er defineret, hvad man skal”, siger jeg. “Jo, man skal pløje” siger Viktoria og griner. “Her er lige så smukt som umuligt”.

TELLERUP, 2020

“Jeg stopper ved en lille grøftekant under et bælte af træer og ligger mig ned i lyngen. Jeg vender og drejer mig og vågner efter noget tid rystende af kulden. Så må jeg op igen og gå. Mine skrift er tunge af træthed. Jeg går ud i klitterne. Lorteklitter.”

TELLRUp 2020

Idyllen har en grænse, og den grænse hedder fx strømsvigt, asbest, pengemangel og en kulde, som selv evig brændenellesuppe ikke kan gøre kål på. Det slider på drømmen og relationerne, og selvom man kan se så langt øjet rækker, byder de omkringliggende marker heller ikke på meget håb. Landbruget lider, markerne tørrer ud; det er sørgelig provinsrealisme blandet med længsel efter en løsning, som Tellerup præsenterer os så ømt for. Håb om en revolution, store kalkmalerier, at komme hinanden ved. Det er ikke en stor roman, men det vil den heller være, mere sådan poetisk øko-roman uden at blive irriterende. Selv ok – Thailandsporret er lidt voldsomt at åbne uden at følge det til dørs, men sorgromantikken er intakt. Velkommen tilbage Tellerup!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: