“Er mor død” af norske Vigdis Hjorth

[Anmeldereksemplar modtaget fra Turbine Forlag] “Et enligt multebær skælver i skyggen af de store fyrre, hvor erindringerne venter, hånden skælver i november”. Som jeg skrev til min bedste veninde, da vi smsede om rastløsheden ved november; Der er noget trygt over en norsk roman om mødre og døtre, som foregår i granskovene i fjeldene – man ved bare, at det bliver godt på en bundsolidt måde. Sådan er Hjorth, én af de helt store stjerne mod nord. Som altid i smooth oversættelse fra Karen Fastrup.

Altid, når jeg skulle være glad, måtte jeg glemme mor og far. Bede hjertet om at falde til ro bag ribbenene, vrid dig ikke sådan hjerte! Snart rejser jeg til min rette mor, skoven, hvor jeg har bygget rede.”

er mor død, 2020

Jeget er den fortabte datter, men der er intet at vende hjem til. Siden hun for flere årtier siden forlod mor, far og søster Ruth for at følge kunstnerdrømmen og true love (to flygtige begreber, som familien ikke giver meget for) er alle (slægts)bånd kappede. Da hun får mulighed for at udstille sine værker i hjembyen, lejer hun et hus i skoven og spørger sig selv, om der måske alligevel er noget at komme hjem til. Romanen kredser om erindringer; hele tiden med mit yndlings nordiske trick ala erindringens hemmelige liv:: Skriver vi mennesker frem i hukommelsen på en bevidst måde? Kan den samme erindring have forskellige sandheder afhængig af øjnene, der ser og hjertet, der føler? Vrid dig ikke sådan hjerte!

Vi opdager selvfølgelig alle mulige knuder; slægter skal følge slægter og morens tillukkede væsen, der har lukket sig som en hinde omkring hele datterens liv, kommer jo et sted fra. Fra et liv fanget i et ægteskab med en patriark, som moren ikke kunne bryde fri fra. Jeget, datteren med de gode intentioner holder nu i sin bil uden foran morens dør, ligger på lur foran kirken til gudstjeneste og gemmer sig i krattet på morens rute; Far er jo død nu, og måske tiden faktisk kunne læge nogle sår og samtalen heale, og intet var for sent? Jeg vil ikke spoile, om det var for sent. Men spoileralert: Det her så gennemgribende god en roman, tyst som sneen over granerne, intens som elgens skrig over blottelsen. Nordisk og perfekt.

“Mor prøvede at være taknemmelig, men barndommens smerte forsvandt ikke af, at hun blev fars, hvordan skulle hun bære den? mor bar den ikke, bar ikke sig selv, men til hvem skulle hun lette sit hjerte? Hun talte jo ikke med nogen, ikke engang sig selv.”

ER MOR DØD, 2020

One thought on ““Er mor død” af norske Vigdis Hjorth

Add yours

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: