[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal] åh har haft rigtig lyst til det her, en magisk læseoplevelse fra en star i den danske halvfemser-minimalisme bølge, som jeg er sucker for forevigt. Her præsenteres “Den afskyelige” fra 2016, som netop er kommet i nyt oplag fra forlaget. Weitze er eventyrfortæller, magisk realisme at its best, groteske skabninger og alligevel så meget menneskelighed. Bitte schön venner;
Weitze skriver sig ind klimalitteraturen – økokritik-ish, som ellers befolkes af fx Ørntoft, Skinnebach, Boy Lindholm. Denne roman foregår på randen af point of no return, floderne går over deres breder, fostrer fødes med flere og flere genfejl, det er hele tiden den varmeste dag ever. ‚så længe der er hvid sne, er der håb’ siger Heidis far, men hendes kæreste Kenneth er ikke så enig.
“Håbet kan være ét eneste hvidt iskrystal. Det vil holde på al den sne, som falder netop på dét. På den måde vil der stadig være noget kulde.
Weitze
Jeg kysser onkels panderynker.
Med lidt held mumler han. – Du er så poetisk.”
Kenneth er grotesk stor; voldsom og konsekvent. der kan ikke blive tale om at belaste klimaet med Heidis ønskebarn, før de er CO2 neutrale. Samtidig er der alt muligt andet på spil, i den her super strukturede og velkomponerede roman:: sorg og tab, kærlighed på trods, venskaber i brydningstider og Weitzes varetegn; det magiske ala hvad gletscheren gemte og hvad onkel Johan hele tiden prøver at fortælle! Det har været så sommerschön at læse så gennemarbejdet en roman; de mange temaer holdes i stram snor, tonen er rørende, eventyrlig og sitrende i forelskelseshistorien og sorgtemaerne.
“Bare tanken om hans store lem gør mig så våd, at han kan trykke sig lige ind. Han bevæger sig ubesværet frem og tilbage, og så kommer den sidste del. Jeg trækker vejret hurtigt, han kysser mig i nakken, rammer mit hjerte midt i et dunk, og jeg savler ud af halsen som et spædbarn”
WEITZE
