[Bøgerne er modtagede som anmeldereksemplarer fra forlagene Grif og Haper Collins]
...Kvinder organiserer sig, for nu skal det være slut. i 2017 rullede #metoo som en digital knytnæve mod de mænd i magtpositioner, der tog sig vanvittige friheder i kraft af deres køn og position. Kvinder gik til tasterne worldwide og nu er tiden moden til nogle stærke udgivelser, der giver et sprog til dem, der blev manet tavse i jorden alt for længe. Jeg har læst Klubben af svenske Matilda Gustavsson og Samtykket af franske Vanessa Springora.
Lad mig starte med en undren, som de her to værker belyser. Hvorfor sker der især overgreb i kunstverdenen? Var de ikke dér de humane, progressive revolutioner skulle fødes og redde menneskeheden eller hvad? I Klubben undersøger journalist Gustavsson det giftige miljø af seksuelle overgreb omkring kultureliten i Stockholm, den skandale de fleste nok husker, fordi den førte til total sammenbrud i det Svenske akademi (kan I huske, hvordan Nobelprisen i litteratur fx ikke blev uddelt i 2018?). Springora beretter (uden at skjule hævn som motiv, hvilket jeg elsker) om sit forhold til den franske forfatter Gabriel Matzneff, som desuden er kendt for sine forskrifter for at afkrimininalisere sex med mindreårige (så generelt en fed type).
I historien er der mange eksempler på, hvordan både offer og gerningsmand udstødes af gruppen. Den reaktion bliver nødvendig, hvis man ikke ønsker at ændre de sammenhænge, man selv indgår i. Og hvis man ikke vil stille sig selv spørgsmålet om, hvilken rolle man selv har spillet”
– KLUBBEN –
Begge værker gør op med en “kunsten frem for alt”-kultur, som åbenlyst gennemsyrer kultureliten. Eller de sætter ihvertfald serious spørgsmältegn ved den. I Stockholm får multikunstneren Jean Claude Arnault fripas til alverdens absurde seksual forbrydelser, fordi man ikke vil sætte grænser for et geni. Det samme sker i Frankrigs 80’ere hvor Matzneff faktisk får en del stötte fra litterære kredse i sin påstand om at frigöre seksuealiteten hos ugne under 16. Det hele er grænseløst og derfor udhviskes forskellene mellem inspirerende revolution og ubehagelige overgreb. Det er voldsom læsning; Vi skal smadres ind i det, for det skal jo netop ikke længere bagateliseres.
Klubben (som iøvrigt bliver filmatiseret whaaaaat) er en pageturner; Man tror næsten ikke egne læsende øjne undervejs. Stenene ruller, eliten trevles op og beretninger er mange. Bogen holder fint sammen på det ocean af stemmer, der har bidraget til en ægte revolution i svenska kulturmiljø; og er du vanvittig nogle karakterer. At intet af det er fiktion gør det kun mere absurd. Jeg anbefaler bogen, men kun når du har tid til vågne nætter indtil sidste side er vendt!
Samtykket er helt anderledes intim, fordi jeget, den 14-årige V, er forfatterens egen stemme, istedet for at høre de mange virvler af skæbner, som Matzneff (i romanen “G”) har viklet om sig, så trækkes vi helt ind i den intimitet, som er modbydelig at være i. Sender en tanke til tidligere anmeldte Min mørke Vanessa af Kate Russel, fordi begge romaner taler fra dén pigestemme, som er forelsket i overgrebet, som først senere kan se arrene. Det er hardcore; nuanceret og så alligevel slet ikke. Educate yourself som man siger, disse bøger giver sprog til det, vi ikke vil tale om.
Total radiotavshed fra en far der har efterladt en uendelig tomhed i mit liv. En stor glæde ved at læse. En vis seksuel fremmelighed. Og frem for alt et enormt behov for at blive set. Nu er alle forudsætningerne pä plads.
Springora – samtykket
