“Jeg har virkelig brug for at det her er en kærlighedshistore ikke? Jeg har virkelig brug for, at det er det, det er” Bagsideteksten iscenesætter den her bog som det 21århundredes svar på Lolita:: Forventningerne er kørt i stilling, klichéfrygten er real – og så smadrer den her bog bare ind i min verden, Russel debuterer med det mest nuancerede litterære indspark i #metoo-debatten, som jeg nogensinde har læst.
Vi bevæger os mellem nutiden, hvor #metoo-bølgen ruller, og så til begyndelsen af 00’erne, hvor hovedkarakteren – den 15-årige Vanessa – indleder et forhold til den tredive år ældre lærer hr. Strane. Eller hvem indleder egenligt et forhold med hvem, det er et kvalmende spørgsmäl, om romanen nægter at lade os skøjte let og politisk hen over. Temaerne er velkendte fra debatten, kulturen og i variende grad sikkert også fra ret mange af vores pigeliv: Kan det være et overgreb, hvis man på en måde selv gerne ville? Har man et kollektivt ansvar for at stå frem med sin historie? Kan et moralsk fordømt forhold undtagelsesvist være en kærlighedshistorie, og hvem har ansvaret for det hele? Er #metoo-debatten en heksejagt og er alle overgreb lige vigtige? Fortöllingen er rasende velkendt for undertegnede og bestemt også mange andre, der har været ung pige in this world. Og den er ubehagelig, langsom og nådesløs. Den er provokerende, man vil skrige af alt og alle – også dem, man godt kan forstå. Nuance-gamet er vanvittigt hos denne debutant og jeg anbefaler denne bog dybt og inderligt og det er ok at holde pause; sart eller ikke sart sjæl.
“Når vi er sammen” siger han, “føles det, som om de mørke ting i mig kommer op til overfladen og strejfer dit mørke”. hans stemme skælver af bevægelser, og hans øjne er store og blanke, fulde af kærlighed. Han kigger mig i øjnene, og jeg ved godt, hvad han leder efter, nemlig genkendelse, forståelse, en bekræftelse på, at han ikke er alene”.
Kate Elizabeth Russel
