Bogen, som jeg her har lagt på en blød bund af mos, står mit hjerte meget nær. Jeg læste den på udgivelsesdagen i 2017, og brugte resten af året på at heppe på Høeg til debutantprisen:: Selvfølgelig fik hun den.
Jeget er blevet gymnasielærer og blevet voksen og blevet forelsket i en gift mand, alle tre ting nærmest på een gang. Ind og ud mellem disse stadier opstår der komik, som er ægte man-griner-højt-for-sig-selv sjovt – samtidig med, at man fyldes af giga ømhed for hovedkarakteren:: For det er sgu svært at blive voksen. Fx når de andre lærere på lærerværelset tror, at man er elev. Og når eleverne spiller rundbold, og man prøver at udvise autoritet, når de beder pigerne “for helvede at tage det flade bat” og ingen lytter, fordi så voksen er man jo bare heller ikke. Fx når man er ung nok til at kaste sig ud i at lave en “sjov powerpoint“, men for gammel til at få eleverne til at grine.
Parrallet udspiller sig en nådesløs affære på pendlerstrækningen, hvor jeget forelsker sig i en gift mand::
“3. gang jeg ser dig nøgen
får jeg en flænge i panden af et pigtrådshegn
da vi maser os ind i et skur til haveaffald
så regner det
sæd blod sommerregn
– Nye rejsende
Tine Høeg er stilsikker, poetisk og så er hun bare virkelig virkelig sjov. Bogen hører til kortprosagenren, hvilket passer smukt til Høegs skiften mellem hverdags-komik og hardcore feelings. Mine varmeste anbefalinger går til denne genistreg af en roman:: Jeg glæder mig til mere fra denne forfatterindes hånd.
