[Anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Gutkind] “Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker”, shit en stillistisk balancekunst Kristina Stolz har haft gang i vil tilblivelsen af dette mesterværk, som jeg har været helt fortabt i; Velkommen til Amerika, de drømmer og realitychecks der følger med, gammel kærlighed og livet, som det kunne have været.
“Vi aftaler at mødes her på caféen igen om ca. to timer. Et kærlighedsforlis, hvis skyggeside har jaget dig igennem de mørke gyder af det liv, du troede vi skulle have haft sammen, og her sidder du på en café i Bentonville.”
STOLZ 2020
Gammel flamme og livslang nutidig kærlighed flyder sammen; det er romanens store præstation; jeget er samtidig “hun” og duet er samtidig “han”, vi bevæger os skiftevis i distancerede minder og i meget levende følelser midt i realtiden. Hovedkarakteren mødte amerikanske Marlon i sin ungdoms 90’ere, de to lever et nomadeliv; restløst og alligevel fyldestgørende for en hel drøm om en fremtid. I nutiden er jeget taget tilbage til Californien for at gense Marlon, næsten 20 år er gået og alligevel ingen tid. Marlon skal giftes, men ville alligevel gerne se hendes ansigt, bare se det i virkeligheden.
“Ude i ørkenen lå vi på ladet af din morfars gamle firehjulstrækker og så op på stjernerne. Himlen var altomfattende, et selvlysende lagen vi stadig er svøbt i, hvis vi kommer for tæt på dem, vi var dengang”
STOLZ 2020
Det er en lillebitte, gigalang roman. Den tager dig gennem tid og sted og mange grundeksistentielle eller helt tidstypiske temaer; på en spurtende men alligevel helt smooth måde. Klimaforandringer, racisme, social mobilitet, amerikansk politisk historie slanger sig ind og ud mellem de helt indre feels; kærestesorg, ensomhed, fremmedartethed. En voldsom poetisk prosa:: “Du træder ind i hjertet af den utopi og bliver der, indtil du sætter i løb, forlader London samme nat, tager flyet til København, ankommer i en blodrus”. Mesterværk, Stolz, mesterværk!
