[Anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Gyldendal] “Universet kan være i et fingerbøl, hvis det bliver nødvendigt”. Jeg flyver helt sanseligt gennem denne onsdag morgen, efter endt Thread-Ripper læsning, meget en følelse af at betræde det hele i nyt lys. Amalie Smith er så udramatisk i sin måde at overlegent gennemskue det hele på. Man skal lige koncentrere sig, men worth it, jeg lover!
Selv gav jeg skamfuldt op på Smiths anmelderroste roman “Marble” 2014, det blev for teknisk og svært for mig. Men så i 2018 kom “Et hjerte i alt“, en vidunderlig hybrid om hjernerystelse, kærlighed, kunst og materialer. Den gjorde hele den kunstneriske praksis meget håndgribelig, og samtidigt fik den konkrete ting, man kan holde i hånden til at handle om følelser og sind. Verden og mennesket ish. Det samme kan vidunderlige Thread Ripper, men med endnu et niveau op og ud i verdensvævet; “Ordet tekst kommer fra latin “textus”, som betyder stof, fra “textere” som betyder at væve”.
“Min beundring for disse maskiner er stor / De taber ikke tråden / eller brækker et mønster / De kan gøre menneskers arbejde bedre og hurtigere og uden betaling / De kender ikke forskel på nat og dag / Deres hoveder forskrues ikke af kærlighed”
SMITH 2020
Smith skriver om den første bearbejdning af data, en væv og dens tynde kobbertråde. Væven som urcomputeren, som et nervesystem. Nervesystemet som dataindlejring. Den første tekniske “bug”, som var et reelt møl i maskineriet. “Stor forskel på at blive plante som straf eller flugt eller at ønske at være plante”. Jeget skal skabe et stort vævet billede på bestilling, det skal vise planter, være organisk og alligevel laves af en algoritme. Som alt muligt andet, som forelskelsen føles. Det er ikke en “robotterne kommer” fortælling, de var der hele tiden og det beskrives så enkelt og alligevel poetisk. Stor stor læseoplevelse!
