[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget]
“Din tavshed taler, du hører ikke. Men jeg må nu tale for mig egen skyld”. Sådan siger Anna i sin breve for mere end hundrede år siden til sin elskede J.P Jacobsen. Og sådan siger Dy Plambeck til os med denne roman. Der bliver givet zero fucks, og “Til min søster” er romankunst på et sprogligt og åbnende, drabeligt, sanseligt niveau:: Jeg har tabt pusten og på en måde fundet den igen i ét og samme åndedrag.
Aya skal skal have et barn alene. Faderen er flyttet til Canada, og et dejligt forfriskende kneb, Plambeck laver, ved at lade dette være en semi-ubetydelig konflikt, som vi altså ikke kan bruge mere spalteplads på. Aya føder datteren Nola og føler sig hverken som mand eller kvinde:: Som et underligt trejde køn “mor”. Da Plambeck selv blev mor, ledte hun forgæves efter fødslen i litteraturen, fortæller hun i et interview til Weekendavisen, men hun skulle helt tilbage til “Vinterbørn”, storklassikeren fra 70’erne, for at finde noget, der virkede ægte. Voila:: Denne roman. Moderen er ikke en bifigur, degraderet til at spille en passiv rolle i figurernes liv, moderen er det vildeste væsen, med hjerte/smerte som aldrig før, med “skamlæber, der hænger som møre gardiner“, med skam og lyst og uendelige dilemmaer.
“Jeg følte ingen blufærdighed, ingen skam. Det kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke længere havde noget køn. Jordmoderen hold et spejl hen mod min vagina. Den var svulmet op. Vrangen var vendt ud på den og blottet som kødet i en frugt”
Og så er der søsteren selvfølgelig:: Bogens du. Andrea, der var Ayas beskytter og befrier i 90’ernes barndom i Kalundborg, men som nu er et såret dyr – stærk, men ødelagt efter et voldeligt forhold. De to, og Nola selvfølgelig, kører til Sverige som en lille treenighed. Skyder et rådyr, bader i søen, forelsker sig, fornægter ting, prøver håbet og grænserne af. De fortaber sig i Annas breve til J.P og i hendes skæbne, som en slags spejling i litteraturen og andre tider, som er genkendelig for mig ihvertfald.
“Du sendte mig en SMS med en emoji, der forestillede en cirkel. Derinde lever jeg, skrev du. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud. Jeg skrev: Du skal bare træde ud over stregen. Men det gjorde du ikke”
Jeg har svært ved at beskrive denne bogs vildskab, sådan går det ofte, når jeg virkelig gerne vil anbefale en bog. Så taster og taster jeg, sletter og sletter. Nogle gange lader det sig ikke intellektualisere på en måde:: Denne bog har ændret noget i mig. I mit blødende kvindehjerte. Thats it for den femmertyveøre. Kh LitteraturDK (Ditte)
