En førstedame i nyere dansk litteratur, en darling, et instafænomen: Tine Høeg, som vi alle husker fra stjernedebuten “Nye Rejsende” fra 2017. Nu er hun tilbage med “Tour de Chambre” på forlaget Gutkind; samme konceptuelle lyriske prosa med hyldest til poppen og poesien helt ind under huden. Henrivende forløsning af den sværer toer!
Jeg er berørt og begejstret; Det Tine Høeg kan er stærkt beslægtet med noget særligt dansk minimalistisk fra 90’erne:: Det fuldstændigt hæsblæsende hjerteskærende i at beskrive de store følelser i de små sætninger. Høeg formår tilmed at finpudse denne genre up-to-date; Milleniumkids m.m føler sig set og hørt helt ind under huden.
Vores unge kvindelige forfatterhovedkarakter rives tilbage til fortrængte minder, da hun bliver inviteret til mindehøjtidelig for August, en kollegiesambo og ven, der døde pludselig under køkkenet Tour de chambre for 10 år siden. Måden at være veninder på, at være ung på, have forfatterdrømme, være forelsket på blander sig med nutidens voksenforvirring; “Tror du ikke jeg kan forstä dine følelser / alle har sgu da det samme hjerte” og skaber den fineste eksistentielle roman, der er dybt poetisk uden nogensinde at overspille.
lakridsshots fra en bakke
– TINE HøEG
dette er Jesu Kristi blod
så sætter hun Toxic på
Tine er sådan en person, der er last standing på et dansegulv og først til litterært oplæg næste morgen, hun forener det poppede med det helt finmaskede sproglige, og sådan er romanen:: En smooth glidende bevægelse fra en samtale om hudlag til én om lasagneplader, billedsprog pakket så realistisk ind i dialogerne, at man køber det hele.
Og alt #nospoilers og det der, men Høeg siger det ogsä selv i alt indledende snak om bogen; Til sidst lærer vi om, at venskabsrelationen også er en livslang affære der tåler, holder ud, holder af. Og det er en – måske ikke original – men alligevel fin pointe i en hollywoodstyret “the-one” agtigt samfundsretorik. Jamen jeg lægger mig bare ned helt fladt med røde øjne: Tillykke Tine!
