[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]
Der har været noget helt vildt fascinerende over Korsgaard siden debutraketten i 2017. “Bogen alle taler om” siger man, men ingen taler jo faktisk om bøger, så det er lidt selvmodsigende, MEN ALLE talte rent faktisk om Thomas Korsgaard. Nu aktuel med sin første novellesamling og jeg smider en bombe fra start: Jeg synes, det er absolut hans bedste bog!
Jeg var måske heller aldrig helt så surfende på Korsgaard-bølgen som de fleste, jeg synes – bevares – det var en super stærk debut, men jeg var ikke vild med bog nummer 2, som jeg synes var en lidt unødvendig gentagelse af Hvis der skulle komme et menneske forbi. Alligevel har jeg aldrig fornægtet et fortællemæssigt talent, fx da jeg overværede urpremieren på hans radiodrama “SPLITTERRAVENDE” (som kan streames, og som alle skulle unde dem selv) og hans bidrag til novellesamlingen SKAM “vintermedister”. I disse komprimerede formater synes jeg faktisk, at hans vanvittige humoristiske, rørende portrætter af alle dem, vi ser og hører mindst om – kommer med til sin shiny ret.
Jeg var helt vildt rørt over den samlede sådan stemning, og blanding mellem fremmedgørelse og genkendelse i “Tyverier”. Med det mener jeg, at de fordomme, privilligeblinde vinkler, som Korsgaard imødekommer med overskud, men også gendrivelse… De ER jo mine (og min kulturelle overklasses). Jeg kunne genkende præcis mine værste fordomme om det simple, det provinsielle – og blev konfronteret (uden at blive dømt selv) samtidig med at jeg blidt med vist noget andet. Uden klicheer endda. Det er kunstens smukkeste regler, og super elegant. Allervildest havde jeg det over novellen “Lasagne”, hvor en fyr skal besøge sin gamle veninde fra de gode gamle rebelske dage i gymnasiet med idealer og anarkisme. Hende og hendes kæreste diskuterer lidt, hvor reolen skal stå, og hvem der skal være hjemme imorgen, når elektrikeren kommer. De siger ting som “Her i huset er der høflig selvbetjening”, og da vores hovedkarakter smider et skod på flisegangen “gider du samle det op? Det er bare træls at have det liggende”. Det er udramatisk, men tåkrummende. Jeg er med hovedkarakteren big time, OH MY GOD hvor er jeg irriteret på parret, indtil det går op for os begge samtidig, at det er os, der er intolerante.
Der er ikke særlig stor variation i novellerne, men det synes jeg egenlig er ok, fordi det samlede tema godt kan bære sig selv. Korsgaard har engang sagt i et interview, at han skriver om taberne, fordi han kender dem. Kærligheden til at fortælle historier, der ellers ikke synes store og dramatiske nok til at fortælles, er virkelig fin og elegant udført. UDKOMMER I DAG venner, ud og stjæl nogle stunder til at læse TYVERIER.
