Jeg fornemmer lidt, at mange lider af et slags postgymnasielt novelle-traume. Som var novellen en udspekuleret labyrintspiral uden mulighed for succes – bygget af en ond sammensværgelse mellem dansklærerne og 90’er minimalisterne. MEN: Caroline Albertine Minor to the rescue. Jeg lover det!
At vågne op er bare savnet der begynder forfra. Hårdere
– Velsignelser
Jeg er selv gymnasielærer, så jeg må gerne drille novellen… Eller traumet om den ihvertfald, en historie, der slutter vildt mærkeligt, og man skal selv alt muligt for at få den til at give mening. Sådan er det ikke med “Velsignelser”, og det er – hands down – den bedste bog, jeg læste det år.
I “Velsignelser” har man en fornemmelse af genreberettigelse to the max, fordi alle fortællingerne på en måde er præcis så lange, som de skal være. Mere længde havde været at tvære pointen ud – mindre havde været uforløsende. De har en præcision over sig, som fik mig helt op at køre over genrens potentiale. Selvom novellerne har små humoristiske glimt, kredser de om tung sorg og peaker for mig i “Sorgens have”:: En novelle om skulle kunne blive ved med at elske én, der bliver så syg, at han ikke rigtig er dén, man jo elskede. Den gør ondt og sætter ord på noget ellers helt ordløst. Noget, der er nærmest umuligt at snakke om.
Jeg endte en aften tilfældigvis med at drikke rødvin med forfatteren på en højskole, og kunne på et tidspunkt ikke dy for mig at smide en “jeg ved altså godt, hvem du er, og jeg elskede din bog så hårdt”, og hun virkede faktisk ægte overrasket, som om den simpelthen bare er flydt ud af hendes tasten. Læs den. Det kan både være i ét træk eller drysset ud over nogle år: Så genialt er det nemlig med noveller.
