Bag denne – måske årets smukkeste titel – er Vietnamkrigens efterladenskaber, de smukke og de smadrede. Traume og tilhørsforhold, voksen og barn; De helt store linjer i en true stor roman; “Vores kroppes betingelser lyste op i mørket, og alt det vi gjorde, sørgede for at holde os nede, for at binde os til jorden”
Romanen er en brevroman, skrevet til hovedpersonens mor, som smukt og rørende; Ikke kan læse. “Lille hund” hedder hovedkarakteren, et ydmygt navn med en alligevel stref af omsorg. Som barn af flere generationer af krigstraumer skal han skabe en adgang til det amerikanske fremmede og krævende. Romanen følger “Lille hund” gennem et metasvæv af komplekse tematikker; Transnationalitet, queerkrop, social arv, hjemstavn, barndom og mange nuancer herimellem. En kærlighedsaffære med amerikanerdrengen fra trailerparken Trevor, misbrugets afgrunde, vejen til poesien og ikke mindst det tilbagevendende tema: Moren; udgangspunktet og den største udfordring for Lille hunds american dream og betingelser for at blive en mand.
Som forsiden også lokker med, er romanen oversat af Caspar Eric, jeg interesserer mig meget for oversættergerningen for tiden, og matchet her er eminent.
(mega)prisbelønnede unge vienamiseske-amerikanske forfatter Ocean Vuong skriver i klare billeder og en rå men alligevel drømmeagtig tone. Nu kommer en underlig sætning: Men jeg har det jo svært med klassisk stor (amerikansk) litteratur. Det bliver for mættet for mig, jeg kan næsten ikke følge med i al skønheden; i alle lagene. Heldigvis punkterer Vung også symbolikken, især i del 2 af romanen, hvor de sproglige kontraster bliver lidt mere härdføre. Den voksede dog ekstremt på mig, jeg endte ogsä med våde øjne og drømme og helt suget ind. Sikkert årets sprogligt smukkeste bog; Og et skridt i min minimalisme-afvænning!
