[bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget]
Gaderne ligger øde hen i oversvømmelser, der er kun fugleskrigene på himlen og vindens utrættelige susen. Her er romanens hovedkarakter efterladt. I denne uendelige ikke-tid i isolationer og kriseberedskaber, som vores spæde forår ligger under for, debuterer Haslund-Gjerrild med en undergangsroman, som sætter sig for at bane for vej for lyset over verdens ende.
Øen er hele tiden sat i modsætning til dét på den anden side af vandet og tiden nu er tiden efter den store brand. En pige i en coming-of-age alder har besluttet sig for at hele tiden blive ved med at gå, for at finde bare et eller andet punkt, nu hvor hendes voksne “Or” er borte. Genistregen hos Haslund-Gjerrild er det her:: Som en følge af at være eneste menneske tilbage glemmer pigen langsomt sproget. Hvad hedder de nu, de dråbeformede frugte fra træerne, og hvad betyder nu egentlig “farvel”. At genopdage verden sammensat af de ord, man nu kan huske, er en sinddsyg poetisk idé, og den bliver fuldt mega smooth til dørs i romanen. Det er en langsom bog, og jeg kan godt mærke, at den er tiltænkt en tålmodighed, som jeg tit er for urolig til. En ideel isolationsbog dog.
I et interview med Kristlig dagblad siger Rakel (og #spoileralert:: jeg må faktisk godt bruge forfatterens fornavn denne gang, for Rakel er en meget nær veninde), at “myterne jo er der, fordi vi skal øve os i at dø” og det mytiske, den poetiske grundkerne og naturen, som det der skal overleve os alle, er skræmmende her midt i karantænemareridet… Men også en trøst her fra min vindueskarm med udsigten til alle himlens totalt upåvirkede fugle.
“Verden var forsvundet. Det var ikke som når luften er så tæt af sne at man ikke kan høre eller se andet, for den tætte sne er mere som en lav, blød mumlen. Men da hun stod der i det grå, troede hun at der var blevet slukket for verden”
– Alle himlens fugle
