[anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Gutkind] “Tænk, at det skal være så forbandet svært i Sverige at se tingene fra flere vinkler. Vi får aldrig lov at blive betragtede som hele mennesker”. Sådan skriver Åsa Linderborg, tidligere kulturchef og stor kanon i de svenske medier. Denne bog har givet mig en kærkommen lektie i; at det er ok klædeligt at educate sig selv. Den er kompleks, selvransagende og oplysende. Velskrevet, nådesløs, modig. Sverige var og er metoos højborg, dramascene, opblussen og gerningssted; lad os skæve mod deres fejl og fearless attitude.
Jeg er ikke enig i Linderborgs kritik af metoo, men jeg har lært ekstremt meget, af at læse om den. Igennem et års dagbog tager Åsa-jeget os gennem et redaktionshelvede i med politisk korrekthed i farlig dans med kliks og presseetik, med fluks ned karrierens og privatlivets dybe, sammenfaldende kriser. Undervejs; rodet (men det er ok, for det er rodet) analyse af dét, der herhjemme er blevet et irriterende buzzword:: Svenske tilstande. Jeg anbefaler at starte med Klubben af Matilda Gustavsson (hvis altså du vil krydse denne bro over flammehavet med mig), en indføring og brandtale; det svenske akademis sammenbrud i 2017 og de svenske mediers omgang med metoo. Hvor Gustavsson holder dig i hånden gennem de snørklede forløb, namedropper Linderborg fra Stokholms mediedarlings, halvdelen af scenerne fra kulturredaktørens dagbog her, er hende der spiser udsøgt middag med intellektuelle og mener ting, hvilket er ret skønt, men også et maraton at holde styr på.
Åsa Linderborg 2020
Der er så mange, der har egne dagsordner i det her. Akademimedlemmerne selv. Sløjfebluserne, der ønsker at holde metoo i kog. (…) Højrepopulisterne, der afskyr finkultur. De venstreinterlektuelle, der afskyr elitisme. Pressen der jagter klik. Kongehuset. Flere endnu.
LINDERBORG; 2020
Som indædt feminist og følelsesdebatør kan jeg godt have svært ved at rumme kritik af metoo eller feminisme; jeg er trold-af-en-æske agtig klar til kamp. Linderborgs bog er sårbar, ukrukket og et ægte skridt ind i skærsilden – velargumenteret og alligevel følelsesstyret. Jeg forstår godt hendes kritik, hendes påkaldelse af etik og helikopterblik på det her. på journalist Iben Marie Zeuthens Instagram kunne man – efter Matilde Gustavssons besøg i DK – at én af vigtigste pointer i foredraget var, at vi skal være glade for debatten hos os, at den større opposition til metoo kan forhindre os i de største fejltagelser. det ved jeg ikke, om jeg er enig i, men det er en vigtig side at forstå. Anbefaler ‘Året med 13 måneder’ som et skridt på vejen!
“Er det fordi Sverige allerede er det land, hvor ligestillingen er nået længst, så der ikke er nogen videre modstand, der først må forceres? Yes, og lige præcis derfor kan man mene, at vi nok kunne rumme at problematiserer sagen bare en smule”
årets med 13 måneder
