[Modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal] “Jeg ved ikke hvem / det er det skal trøste: / at klimaet faktisk / står til at redde, / når økonomien stadig / dikterer debatten. Som én af de personer (correct me if im wrong), der har fulgt digter Caspar Erics forfatterskab tættest, har jeg en følelse af hjem. Eric er tilbage i sin sweet mix af konkrete nedslag og eksistentielle følelser. Aldrig banalt, aldrig stukket af. Digte fra dage med COVID-19.
og måske skulle vi snart / bare kalde det sport / alt det vi ikke / er vant til at kalde sport ; / træne vores begær / til at rette sig mod / alt det smukke / der trods alt er muligt
eric, 2020
Digte fra den første tid i isolation og pludselig larmende selvindsigt, fra lejligheden i København, badekarret med vennerne på zoom, parforholdets tosomhed next level. Dén magtesløshed, rastløshed og alle mulige #feels, som vi alle genkender at the moment, både som et minde fra foråret og som en lurende skræk for vinteren. Lige dér snørkler de her digte sig ind og ud af det ensomme i det og det mega fælles. Jeg har holdt en del foredrag for gymnasielever om Eric forfatterskab med fokus på “demokratisk poesi”; aka en insisteren på, at noget godt kan være poetisk, uden at det er svært. Det er en linedanser-genre, for det skal heller ikke blive banalt, men dén balance netop Erics superpower.
Ingen af de seneste / ti års diskussioner / om hvordan vi skal indrette / et retfærdigt samfund, / om hvordan vi værner / om fremtidens natur, / har fået mig til at føle / at vi må gøre noget, / lige så meget / som lyset lige nu: / Drømmen om en strand / man kan vise nogle børn
Eric, 2020
Caspar Eric er min yndlingsdigter, og det er han fordi, han slår ned på nogle huller i både min og en kollektiv tankestrøm. Peger på nogle ting lige foran os, nogle sammenhænge, som ændrer min måde at se verden på. Jeg kan nærmest ikke se, hvad man mere kan ønske sig af poesi. I jeg vil ikke tilbage reflekterer digterjeget over de fortællinger om os selv og sådan-er-det-bare-samfundet, som dansen med corona (lol) ridser i, smadrer rundt i. Over revolutionspotentialet i en krise, uden at det bliver prædikende. Stadig uprætentiøst og almindelig mand midt i det med pizzabakker og smøger på altanen. Det er svært at anmelde noget, som jeg så tydeligt er rørt til tårer over, men jeg anbefaler denne digtsamling til alle egentlig, den er relatable, nem at læse og real på tværs af alt muligt. hej hej <3
Det er ikke fordi / jeg sidder og venter / på det store digt, / jeg har bare brug for / at holde det simpelt: / tastatur og takeaway
eric 2020
