[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator]
Okay, den tog mig seriøst med Sturm und Drang den her bog, hvilket faktisk var en overraskelse, for jeg var mildest talt irriteret på debuten fra 2018. Men av for den, Tange Lange har hævet sit niveau gevaldigt og skrevet en bog, som er aktuel, provokerende, relevant og som vi faktisk manglede. Glückwunsch med udgivelsen, og her er hvorfor:
Vi er i Kreuzberg: Det er hipt, det er venstreorienteret, det er det Berlin, som vi kender og dyrker. Aron (som er amerikansk) og hans kæreste Casper (som er dansk) har en boghandel, og bliver efter annonceringen af et foredrag om den italienske filosof Evola, som var fascistisk tænker (men jo ikke mindre interessant af den grund:: Oder was?) bliver anklaget for at være nazister. Og her kommer jeg decideret op og køre over dét, som bogen vil diskutere, for som ung dansker bosat i Tyskland (tidligere Berlin, nu Leipzig) og med et ok venstreorienteret selvbillede – optager de her temaer mig i en dansk/tysk kontekst:: Ytringsfriheds, demokrati og politisk rummelighed (eller ej) – og hvordan vi måske har svært ved at forstå, hvad tyskerne bærer med sig, også i dag.
“Som alle, der er vokset op i Tyskland siden krigen, har jeg levet med dette grundvilkår: Spørgsmålet er ikke hvorvidt dine forfædre var forbrydere, men blot hvor dybt de var involverede i forbrydelsen, og hvor aktivt du selv tager afstand fra dem”
Ugen i Kreuzberg deles ud i 7 fortællervinkler, 1 for hver dag, 1 for hver holdning til det hele:: og det fungerer spitze, for netop bogens helt store scoop er, at den hele tiden tager stilling, men alligevel godt forstår, hvad den ikke forstår (okay, kringlet sætning, men jeg mener at jeg efter læsningen har et ok kvalificeret bud på Tange Langes ståsted, uden at jeg synes, at han overruler modstridende vinkler og holdninger).
Det er en bog, der kræver en del af sin læser, de historiske linjer tegnes lynhurtigt og ok bredt op sådan lidt i øst og vest (hehe). Men selvom det bliver lidt for undersøgende journalistisk til genren engang imellem, så synes jeg stadig, det er et fikst move at vælge den skønlitterære tilgang til temaet, for det lader forfatteren tage nogle modige valg og lege rundt med provokerende karakterer::
Alligevel har jeg ikke fortrudt, at jeg flyttede til Berlin. Her er tilstrækkeligt med US-amerikanere, homoseksuelle og jøder til at ingen af delene gør mig til noget særligt (…) Hvor præcis går grænsen mellem min sorte jødiske humor og min homoseksuelle sensibilitet for camp?
Na, und? Jeg håber virkelig, at den her bog bliver læst, og kan udvide noget perspektiv – ikke blot til vores store moder naboland mod syd, men også til vores egen lille ytringsfriheds-tivoli. Og et sidste lille råd fra tysklærer-mama her:: Hvis der er lidt for mange sidespring undervejs, så giv ikke op. Google nogle, lad nogle fare… Læs videre! (für immer und immer)
