[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget] …”Ligesom dem, der elsker med de levende, er det jo ikke alle, der vækker mit begær”.
Jeg har glædet mig til denne bog i næsten et år, og mine litterære længsler blev ikke gjort til skamme:: Ladies and Gents, Uthaug har gjort det igen, smadrer nådesløst rundt i et vilkår, hvor vi frydes i hemmelighed og skammer os i fællesskab, skriger højest og er allermest tavse:: Døden.
7 generationer af bedemænd, der alle hedder Christian og alle ser døden som dét, livet kredser om, eller som bagsideteksten forkynder: “Som alle har haft en forkærlighed at tage sig af fortabte sjæle”. Eller DVS; Den sidste i slægtrækken hedder faktisk ikke Christian, men Nicholas – og er nekrofil. “Det lyder som en farce”, sagde min far, da jeg ringede og fortalte om bogen. “Som en slags vittighed ala kender I den om bedemanden…”. Men Uthaug går ekstremt nøgternt og nærmest nysgerrigt til emnet – hun beskriver desperation, lyst, had, skam som de følelser jo egenligt bare er. Og det samme med døden:: Både de fænomener, som tidløst er den dødes lod, væsker der siver, tungen der hæver op, kroppen der rådner. Og så døden som begivenhed, der ændrer sig sammen med tro, videnskab og menneskets plads i verden. Epidimer og verdenskrige.
“Langsomt forsvandt de alenlange begravelsesoptog, og vi tog istedet afsked med vores døde med et lille, privat gys, som vi holdt for os selv. De store armbevægelser og den højlydte hulken blev reduceret til den tæmmede sorg”
Uthaug er en giga historiefortæller, og jeg er jo normalt ikke særlig meget team “De store fortællinger”, men der er en grad af nærvær og åndeløshed i Uthaugs slægthistorier (I flertal, for det samme gør sig gældende i prisvindende Hvor der er fugle fra 2017), at det ikke føles som en vandring gennem århundrede, men stadig også som mega meget sprog.
Det er en historie om en slægt, der skal følge slægters gang, men mest er det en historie om dødens kulturelle ud-(og ja vil næsten sige)AFvikling. Fra døden som et fælles anliggende til et ensomt sted at være. Der udkommer mange bøger om døden for tiden, og det kan man da egenligt godt forstå, for hvad har vi egenligt talt forestillet os skulle komme ud, at udskyde den samtale. Er du et menneske der skal dø en dag, så læs “En lykkelig slutning”. Uthaug er en af de største samtidsforfattere i Danmark (if u ask me, og det gjorde du jo på en måde, hvis du har læst så langt) Tillykke med bogen!
