Da Fatma Aydemir (f. 1986, Karlsruhe) for ikke så længe siden var i København med den danske oversættelse af den meget omtalte roman Dchinns (på dansk Ånder), havde jeg lyst til at skrive følgende til mine litteraturinteresserede københavner venner: FORSTÅR I HVEM HUN ER? Og det er lidt med den benovede og oppe-at-køre energi, jeg møder Fatma på en japansk café på en varm sommerdag i Berlin.
Fatma Aydemir er uddannet journalist og arbejder for Die Tageszeitung, eller som vi kalder den hernede: taz, hvor hun også har sin egen klumme Red Flag samt er flittig bidragsyder til serien Minority Report, hvis navn jo egentlig taler for sig selv. I begge klummer positionerer hun sig stærkt på venstrefløjen og er ikke bange for at gå ind i konkrete sager.
De sidste par dage har der derfor især været én ting, jeg har haft lyst til at spørge forfatteren om. Må en forfatter være konkret politisk? Tænk på Jonas Eikas takketale, da han vandt Nordisk Råds litteraturpris i 2019, tænk på Christina Hagen, da “Jungle” udkom i 2015, tænk på reaktionerne da Kasper Colling Nielsen blev taleskriver for klimaministeren, and you name it. Fatma Aydemir er et navn, rigtig mange unge mennesker kender, potentielt også uden at have læst hendes romaner. Man kender hende som popkulturel guide, feministisk og antiracistisk debattør, fra det ikoniske magasin “Mizzy Magazin,” fra de sociale medie og selvfølgelig fra taz.
Jeg spørger hende, hvordan de to ting går i spænd, at være journalist med et meget klart politisk ståsted og at være forfatter, der kan forblive fri i sin kunst.
Fatma: Jeg var journalist, før jeg blev forfatter, så på den måde var det co-eksisterende fra start. Jeg har hele tiden skrevet om de nære ting i en politisk kontekst, og jeg har aldrig haft berøringsangst. Den konservative kulturkritik i Tyskland er selvfølgelig ikke meget for, at man bliver for konkret politisk i sit værk, og risikoen for at miste en læserskare på forhånd, må man også tage med.
Mig: Kan du så sommetider føle dig hæmmet i forhold til, hvad du kan skrive?
Fatma: Selve skriveprocessen er vel at befri sig selv fra hæmninger og forventninger. Jeg ved da godt, at folk tænker: Nu skriver Fatma sikkert noget politisk igen, men det er jeg nødt til at forsøge at lægge fra mig. Som læser har jeg dog selv svært ved at læse et værk for værket alene, der er altid en kontekst, det er skrevet i. Fatma Aydemir debuterede i 2017 med romanen Ellbogen (Albuer) og udgav herefter essaysamlingen “Eure Heimat ist unser Albtraum” (Jeres hjemstavn er vores mareridt) sammen med sin evige partner in crime, et andet politisk ikon, Hengameh Yaghoobifarah tjek hendes Insta @habibitus ud, I vil ikke fortryde. Et Geheimtipp: Bidragsyderne til denne essaysamling er et godt sted at starte, hvis man vil vide, hvad der foregår på Tysklands intellektuelle venstrefløj. Dschinns udkom i 2021, var shortlistet til Deutscher Buchpreis, er blevet sat op som teater, er allerede oversat vidt og bredt oversat. Blandt andet på dansk, hvor den netop er udkommet på Politikens Forlag i Karen Thorsens oversættelse.
Før Fatma Aydemir og jeg dykker ned i bogens tematikker, kommer jeg med en disclaimer: Danskerne har langtfra det samme forhold til begrebet “gæstearbejder,” som tyskerne. Til sammenligning kom der 34 tusinde til Danmark under peaket i 1971, hvor der i samme periode kom mere end 2 millioner årligt til til Tyskland i samme periode. De fleste kom fra Tyrkiet, præcist som Fatma Aydemirs egne bedsteforældre og karaktererne i Ånder.
Fatma: “De blev jo hentet herop efter krigen for at være med til at puste til det deutsche Wirtschaftswunder. Og nu hersker der så en idé om, at der ikke er mere at fortælle om emnet. Den første generation, de oprindelige gæstearbejdere, er jo døde nu, så for nogen synes sagen uddebatteret.
Mig: Men sådan er det ikke, kan jeg næsten regne ud.
Fatma: Problemet dengang var jo, at man regnede med, arbejderne ville tage tilbage til deres hjemlande efter et par år. Derfor blev der ikke tænkt i integration, hverken i sprogskole eller en mindre isoleret måde at bo på.
Netop sådan er det også for den ældre generation i romanen, nemlig moren Emine og faren Hüseyin, der tager deres børn med til Vesttyskland 1970’erne, for at Hüseyin kan få arbejde på en fabrik. De holder fast i deres kurdiske identitet og ønsker, at deres børn skal gøre det samme. Da de fire børn Hakan, Peri, Sevda og Ümit på hver dages måde indoptager det tyske, skabes der en stor kløft mellem dem og især deres mor:
Fatma: Der er en grund til, at romanen skulle foregår i 90’erne. Både fordi det er her, der for alvor sker en spaltning af samfundet og og racismen for alvor tager til, men også fordi, mine forældre og jeg jo ikke oplever samme generationskløft som i romanen, da mine forældre jo er født i Tyskland. I romanen forsøger alle i høj grad at beskytte hinanden for nogle bestemte sandheder. Noget, der ofte er en bærende del af konceptet familie.
Mig: Romanen er jo gennemsyret af tavshed, tror du, Emine kunne have forstået sine børn, hvis de talte ærligt sammen? Eller tager det simpelthen et par generationer?
Fatma: Ingen af dem har i hvert fald særligt gode forudsætninger for at være deres mest autentiske, ærlige selv. Og netop Emine var den sværeste karakter at skrive, at tage hende alvorligt i hendes, ja, latterlighed.
I romanen har alle karakterer deres at kæmpe med: den ældste, Sevda, kommer til Tyskland som 16-årig og bliver giftet væk til Ihsan. Lad os bare sige, at det ikke går særligt godt, og at Sevda snart må flygte fra både et brændende hus og forældrenes fordomme. Hakan arbejder som brugtvognsforhandler og kæmper mod strukturel racisme og voldserfaringer. Peri, den yngste datter, læser germanistik i Frankfurt, hvor hun både møder Ciwan og sin egen kurdiske baggrund.
Børneflokkens yngste, Ümut, spiller fodbold og forelsker sig i en holdkammerat, hvilket træneren bestemt ikke billiger.
Alle har de deres Jinns, et arabisk sagnvæsen, en ånd af en art, som også er originaltitlen på Fatma Aydemirs roman. Jeg spørger hende ind til figuren.
Fatma: Hele 90’erne stemningen i bogen sendte mig tilbage til min barndoms sommerferier i Tyrkiet, hvor Jinns var en slags gyserhistorie, man ikke kun fortalte børn, men som voksne fortalte hinanden. Man udtalte ikke ordet, det var omgivet af mystik: uhygge, men blev også indoptaget i popkulturen, som for eksempel den blå lampeånd i Aladdin.Jeg synes, Jinns var en passende metafor for romanen, en Jinns kan tage bolig i mennesket, være en del af personligheden, traumet, erfaringerne. Den er noget, man ikke taler om, som man kan lade som om ikke er der, men som man ikke kan slippe for.
Før vi har spist vores pistaciegrønne cheesecake færdig, minder jeg mig selv om at spørge denne “it-girl,” hvad der er sejt i poppens verden lige nu. Hun griner lidt, da hun kommer med et ikke så originalt svar. Jeg kan virkelig godt lide Beyoncés nye album.
