Marts & de 11 bøger

[Anmeldereksemplarer modtaget fra: Forlaget Gyldendal, Forlaget Turbine, Ovo Press, Forlaget Gutkind, Gads forlag og Basilisk] Kære forårsvæsner! Jeg har travlt på arbejde (freelancerens drøm jo, men:), og derfor er der ikke tid til så mange lange anmeldelser. Jeg læser dog med forårsbebuderens hast, og vi fortsætter segmentet: månedens bogliste! denne frygtsomme, men alligevel (lidt) håbefulde martsmåned afsluttes derfor med et lille recap; hvad jeg læste, hvad forlagene (blandt andet) udgav.

Svenske Sofie Rönnow Pessah har skabt røre i de små andedamme med “Mændene i mit liv” – Det er sex og kærlighed i et cirkulært tinderunivers, bogen rørte mig meget, fordi den føltes meget ægte i sin udramatiske behandling af disharmonien mellem mænd og kvinders seksuelle magt. Den gentager sig selv, bevares, men det gør det her jo også. Kølig, rå og anbefalelsesværdig!

Og speaking of den seksuelle magt! Den undersøger Cat også; med forfatteren og kunsteren Matilde Digmann til at føre pennen. Jeg har læst min første grafiske roman; Pseudo – og selvom det nok ikke bliver min fortrukne genre, er Digmanns tegninger ret skønne og usentimentale. Det er kropsbehåring, pik langt ned i halsen og ingen fingre i mellem sårbarheden og alt det, man ikke gider finde sig i. Tjek generelt kunstneren ud, hun laver nogle seje ting!

Og speaking of en kunstner, man skal tjekke ud! Vi husker alle Dødsknaldet i Amazonas (nomineret til Nordisk Råds) fra 2019 og geniale Hanne Højgaard Viemose, si? Ellers læs den, og tag denne debut fra 2011 med i faldet (knaldet). Hannah – som Gyldendal netop har genudgivet – handler om bagsiden af en backpackerdrøm, om flugt fra voksenlivet og så alligevel om at blive meget voksen i banaplantagerne i Australien. Om racisme og desperation. Viemoses sprog er så råt, sprudelende, no fucks given. Den når ikke helt “Dødsknaldets” niveau, men den er stadig virkelig god!

Og speaking of flugt fra voksenlivet: Mosfegh var hende med giga succesen “Mit år med ro og hvile”, og derfor har man nu også oversat hendes debut “Eileen” fra 2015 til dansk. Eileen vokser op med en hadsk og fordrukken far i et faldefærdigt hus i en lille (meget) amerikansk by. Flugt er nøgleordet. til handlingstråden. Jeg var ikke særlig vild med romanen, den var for “american” i fortællestilen for mig, overfortalt. MEN: Ligesom i 2’eren kan Mosfegh bygge en kvindekarakter op to die for, rå og ironisk/ikonisk

Forladtheden af svenske Elisabeth Årsbrink var jeg heller så vild med, og det var meget den samme grund; jeg har svært ved for meget trasken rundt i den samme metafor, for mange beskrivelser af samme refleksion. Det er for sentimentalt for mig, selvom Årsbrink uden tvivl har komponeret en smuk og vigtigt historie om europæisk antisemitisme fortalt gennem tre generationer af kvindestemmer. Vil så gerne have min læsning udfordret; fortæl mig endelig, hvis du har læst den!

Og speaking of at være forladt; Mikas Langs “Og spøgelser” fra Ovo Press var et forsøg på at erobre poesi tilbage, noget jeg ikke har kunnet samle mig om længe. Digtene brydes af prosastykker fra spørgelserne, stemmer fra fortiden, der fortæller en fælles historie om racisme. Spændende forfatter, som jeg glæder mig til at følge.

Og speaking of stemmer fra fortiden: Jeg var overraskende hurtigt igennem denne tyske “roman” om Günther Grass og Tysklands mest berømte litteraturkritiker, Marcel Reich-Ranicki. Giga anmelderrost og virkelig en vild fortælling om tysk kulturhistorie (som spoileralert: er mere spændende end vores) – samt det vildeste i de to herrers “venskab” (i mangel af bedre ord. Skæbneforløb):: nemlig SS-officeren og jøden i et smadret polen under krigen. At rejse sig med/mod hinanden. Stor anbefaling!

Og speaking of kulturhistorie; Franske kæmpestjerne Annie Ernaux har endelig fået meget omtale i det ganske land (altså slap af, jeg kendte hende heller ikke) – dette værk udkom for nogle år siden, men findes nu på dansk. Den gennemgår simpelthen intet mindre end 100 års europa- og identitetshistorie. Man læser den langsomt, den er mættet, men også sjov og skarp. Jeg forstår godt, den tog lang tid at skrive.

Og det gjorde Thomas Bobergs Africana fra 2018 (så jeg er lastmover) også. Den handler om gigantiske temaer; Afrika som verdens vugge, det eneste sande kontinent, flugten derfra og drømmen om Europa (og især interviews med hjemsendte migranter er vild og rørende læsning). Vi følger Bobergs fodspor gennem Etiopien (fx priceless vandring med bedste Madame Nielsen) og senere Gambia, hvor hans kone Rebecca opsøger unge mænd, der har forsøgt sig med ‘𝘵𝘩𝘦𝘉𝘢𝘤𝘬𝘸𝘢𝘺’.

Og speaking of vuggen, hulen, det oprindelige. Denne debut “Hulemennesket” om maleren Johan Thomas Lundbye og hans ophold i Rom i 1845 har fået meget blandet modtagelse, men jeg var altså ret godt underholdt (og har desuden en nyfundet passion for historiske romaner). Den er dialogbåret, vanvittige sætninger og kunsten i hulen, i menneskets kerne. Der er en kendisspækket rolleliste – Kierkegaard, Grundtvig, Thorvaldsen og den slags A-liste, og et vanvid, som man føler, er tro mod Johan!

og speaking of intet, for “Fangeleg” er meget anderledes. Den er ordknap – præcis som miljøet i fængslet, hvor den foregår. Det er de hårde drenge, fængslets mure og så meget menneskelighed. utaknemmeligt job, korrekthed på prøve og en verden, man helst vil glemme. jeg kan virkelig godt lide omsorgen for de her karakterer, det er en usentimental og ikke fordømmende bog. og så er den letlæst på en virkelig afslappende måde. ikke sprogkunst, men godt skruet sammen.

Del dette post

Share on twitter
Share on facebook
Share on pinterest
Share on linkedin
Share on email

Bogblogger // oversætter // cand.mag i dansk
Nordisk litteratur i hjertet // tysk litteratur lige i hælene
Vinder af dansk bogblogger award 2020