July 22, 2021

I skovens dybe stille

Det er ikke nogen hemmelighed, at den nordiske skov med dens hemmeligheder og store graner er min yndlings litterære setting. & at for kulørt en spændingsbue eller overfortalte budskaber praller af på denne læser. For mig repræsenterer den moderne nordiske roman en minimalisme, der egner sig godt til tidlig mørke, små jordhøje og lange strækningerne med tæt bevoksning.

Disse forfattere lader i høj grad fortælling folde sig ud i deres barndoms landskab, et sted, der er lejret i dem. Og deres subjekter får lov at smelte sammen med disse omgivelser. At vende tilbage til et konkret sted bliver en måde at fastholde erindring på. Sådan er det fx for jeget i Klougarts En af os sover og for den unge kvinde i Skibdahls Smitte gennem hud og luftveje, der vender hjem til Barndommens ø. Den uundgåelige forbindelse mellem voksenlivet og barndomshjemmet, der suger sig fast det, man ikke kan flygte fra, gør sig tydeligt gældende i Skaarets “Fugl og fisk“, Hjorts Er mor død, Smirnofs romaner om janakippo og ikke mindst hos Schulmans Overleverne. Her vender fortabte sjæle hjem til stedet, naturen, hvor katastroferne indtraf.

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai kalder barndomshjemmet for “En krop udenpå kroppen”. Det tror jeg godt, de her fiktive jeger kan skrive under på.

Her kommer en liste over tyve moderne nordiske romaner, hvor de nordiske landskaber har jeget i deres hule hånd:

Vigdis Hjort – Er mor død, Turbine Forlag, 2020
Karin Smirnoff – Jeg tog ned til bror & Vi tog op med mor, Politikens forlag 2020
Helle Helle – Hvis det er, Samleren, 2015
Josefine Klougart – New forrest & En af os sover, 2012 og 2016
Karl Ove Knausgård – Årstidsbøgerne, Lindhardt og Ringhof, 2012-2017
Kirstine Høgsbro – Med hensyn til at blive ny, Forlaget Grønningen, 2021
Linda Skaaret – Fugl og fisk, Forlaget Grønningen, 2021
Alex Schulman – Overleverne, Lindhardt og Ringhof, 2021
Rasmus Daugbjerg – Rygtet, Møllegades boghandels forlag, 2021
Emilie Parsbæk Skibdal – Smitte gennem hud og luftveje, Gladiator, 2020
Kjell Westö – Tritonus, Forlaget Gutkind, 2020
Victor Boy Lindholm – Stræk tiden, 2020
Matias Faldbakken – Vi er fem, Forlaget Gutkind, 2020
Stine Askov – Katalog over katastrofer, Gyldendal, 2020
Monika Fagerholm – Hvem slog Bambi ihjel?, Turbine Forlaget, 2020
Erland Loe, – Doppler, Gyldendal, 2005
Kamilla Helga Holst, Rud – Samleren, 2012
Malte Tellerup – Hedeselskabet – Lindhardt og Ringhof, 2020
Hannah Lutz – Vildsvin, Samleren, 2016
Hans Otto Jørgensen – Dead man walking – Gladiator, 2020

“Det landskab, man gør til sit hjem i barndommen, det bærer man med sig i ansigtet. Resten af vejen. Og den forfærdelse, der venter; hjemkomstens forfærdelige. At stå der med et ansigt, der ikke passer; et ansigt der falder som de efterladte træer i vindfælderne. Så er der ikke engang et hjem her, længere.”

Josefine klougart, en af os sover, 2012

Både i Helga Holst’ Rud, I Hjorts Er mor død og I Kirstine Høgsbros Med hensyn til at blive ny er den nordiske skov mørk og fuld af krat og ensomhed. Ingen romantisk drøm om lonely cowboy på landevejen; det er øde, koldt og jord under fødderne; et sted, man forsvinder mere, end man måske først lige havde tænkt sig. Og hvis man bygger sig et hjem, må man opgive enhver idé om et eksotisk paradis, det nordiske landskab kræver sin ret og æder sine børn. Som barnejeget i Askovs fortælling om at tæmme naturen, koste hvad det vil, og i Loes klassiker Doppler, hvor naturen bliver den eneste udvej. Der er stille i den her natur; man taler ikke sammen, og der er langt til næste nabo. Som i Tritonos, hvor jeget har bygget sit lille ensomme fort ved kysten. Ej og så må vi ikke lade drømmen om den jyske hede og dens romantik forsvinde mellem Norges mørke fjelde: Både Tellerup og Jørgensen undersøger, hvorvidt romantisk landbrug og luft under vingerne kan holde vand. Lidt mere barskt i Dead man walking ind i Hedeselskabet, selvom facit smyger sig om hinanden.

 “It is in providing outward display for things and pathways as they exist within the horizons of landscape that places enable memories to become inwardly inscribed and possessed: made one with the memorial self. The visibility without becomes part of the invisibility within.”

edward casey – the fath of place

Del dette post

Share on twitter
Share on facebook
Share on pinterest
Share on linkedin
Share on email

Ditte Engels Hermansen

Bogblogger // oversætter // cand.mag i dansk
Nordisk litteratur i hjertet // tysk litteratur lige i hælene
Vinder af dansk bogblogger award 2020