MARGRETE I af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

[Modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal]
“Et hjerte er ikke et snævert aflukke” siger hun. “Et hjerte er et landskab”. Efterårets helt store historiske roman, ja årets vel nærmest, Marstrand-Jørgensens gigaværk (knap 600 sider, men vinteren bliver ensom i år) om Dronning Margrete I, datter af kong Valdemar, den første af sin slægt og slags; om krigens væsen, et splittet norden, alliancer og svigt; plus alt menneskeligt, som ikke var anderledes i 1300-tallet.

Jeg trængte til et kolossalt værk, til at glemme tid og sted og svæve helt ind i en verden; jeg har læst mange kortere romaner i den sidste tid, små glimt af højt tempo og stik til samfundet. På rejse med Margrete, fra hun som tiårig i 1363 sejler mod Oslo og sin ægtemand kong Håkon af Norge, til hun som voksen dronning med så meget smerte og endnu mere vilje skuer ud over nederlag, trofasthed, magtens sødme og snerlen, der altid blomstrer, har været beroligende og fordybet projekt. Med sig har vor dronning kammerpigen Kerstin, der eftersigende kan tale med elverfolket og som – trods formaninger om dette heksevæsen – er den eneste, der kan bringe Margrete til ro med sine sange.

Sjældent får en så – ja klassisk, kan man vel kalde den – historisk roman så blandede anmeldelser, Weekendavisen priser dens levende middelalderskildring og den forbilledelige skildring af et magtmenneske, Politiken er flabet med tre stjerner og klager over, at “der går for meget historietime i den” – og som et splittet lille efterårsbarn kan jeg tilslutte mig det hele; ingen tvivl om research i verdenklasse seriøst og Marstrand-Jørgensens stilsikre sprog; poetisk og råt, men den er lang. Og afsnittene om magtens fordeling og middelalderlig storpolitik taber simpelthen undertegnede en smule; jeg kan umuligt følge med på det detaljeniveau, sorry kong Valdemar. MEN; Romanen drukner alligevel ikke, for Margrete-karakteren holder den flydende; jeg vil vide mere og følge hende til dørs, denne kvinde, der nægter at spinde uld imens riget revner.

Derfor anbefaler jeg den; vi magter alligevel ikke nutiden, og jeg har faktisk været rigtig god underholdt. Marstrand-Jørgensen er indiskutabelt dygtig, og selv denne lyrisk-prosa addict kan trænge til tyngde. God rejse gennem middelalderen, husk at elverfolket lurer alle vegne.