[Modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal] “Disse dele af mig, adskilt og forbundne, at forbinde dem, at samle dem på ét sted, er mit arbejde.” Så sidder man med denne bog, dette murstensværk af en nyklassiker og skal sige ting:: Jeg har læst den med kroppen halvdelen af tiden, rørt i sjælen og forbundet af fælleskaber. Olga Ravn har så meget at have sin stjernestatus i; historiebevidst, reflekteret, indsigtsfuld. Nu giver jeg jo ikke stjerner, men det skulle da undre mig, hvis ikke den her får fuld flor over hele medielandskabet.
“Alle disse / indledende øvelser / også med barnet / mit hjertes mistro“. I årevis har Ravn teaset for denne bog som et uundgåeligt værk, der spirede hele tiden, men som hun ikke vidste, om ville blive færdigt. Det blev det; collage-agtig, poetisk, hardcore. Dagbogfragmenter, digte, breve og en topvelresearchet undersøgelse af moderens rolle i kunsten. Ravn jonglerer derfor helt overlegent med perspektiverne; det inderste rum af rædsel og smertelig kærlighed og det udadskuende, dybt historieforankrede. Dette skaber en eviggyldig stemme af kvindeskæbne gennem tid og sted; det er dybt rørende, hvad Ravn har skabt her.
“Netop fordi det er litteratur og ikke virkelighed, er der ingen grund til at klassificere dem som syge. Vi kan alle sammen, når vi læser Charlotte Perkins Gilman, blive vanvittige kvinder, der kryber langs panelerne, og vi kan alle sammen få lov til, når vi læser Hiromi Ito, i fantasien at dræbe vores spædbørn i fællesskab”
RAVN 2020
Jeget er blevet mor – først én voldsom gang og senere i bogen igen. Fiktionen er en vigtig spiller i konceptet, så historien fortælles gennem Anna og Axel, selvom vi hele tiden godt ved, at Ravns egen historie gemmer sig og titter frem, når den selv vil. Anna er rædselslagen og ejer også det, som Dy Plambeck kalder “Urvrede” i Til min søster: At hvor end man ønsker en ligestilling i forældreskabet, så er det straight up umuligt at gennemføre. Anna føler sig ensom, jaget; søger ind i skriften – som en gammel ven – men også den, kræver andre ting af hende nu. Alt imens barnet eller hun selv kan dø når som helst.
“Han er stadig usikker på benene, og hun våger over ham, mens han klatrer, urolig for at han skal falde og slå hovedet mod flisegulvet. Hun ser det åbne kranie, det lyserøde kød.
RAVN 2020
I den midterste del af romanen (et ord i mangel på bedre over denne genrefest) tager Ravn en evigklassiker op; diskrepansen mellem vanvittig i en normal verden og normal i en vanvittig situation. Gruppeterapiens evige cirkler med cleenex klar i midten, altid tilbud, der snart er udløbet. Jeg har faktisk selv gået i præcis samme betonhelvede på ydre Nørrebro; genkendelsen i Ravns følelsestrips er noget af den mindst ensomme, jeg længe har følt mig.
“Altid denne følelse af, at når de ser mig, spærrer de mig inde, og samtidig den sikre overbevisning om, at de snart fortæller mig, at der intet er i vejen med mig og det eneste, jeg mangler er at tage mig sammen.”
RAVN 2020
Lad jer glide ind i det her værk af fortabelse, styrke, fremmedfølelse og samhørighed. Gå hele vejen med lidt podcast og det her geniale interview. Jeg vil ihvertfald bruge det sprog, som denne bog har smadret igennem mig, til at åbne op for alle mulige slags samtaler om følelsler midt i klichéerne, som jeg selv og mine start 30’erne veninder vælter rundt i lige nu ala mor/karrierer-komplekser og hvad voksenlivet ellers gemte. Ravn4president – kh yours truly
