[Modtaget som anmeldereksemplar fra Politikens Forlag] En rigtig fortælling, hvilket jo normalt falder uden for min stringente genre, men jeg har faktisk på mange måder nydt at læse en roman med seriøst spark i handlingen, og uanede mængder mange åbninger til alle mulige temaer. Tidsbundne, tidsløse. Året er 1929; tag med til det sønderjyske sanatorie, hvor galskaben husserer og mystiske hændelser kredser sig om fuldmånen og den spejlblanke sø;
Den (til alles store foragelse; kvindelige) læge Hannah Neumann ankommer til Sanatoriet; Her skal hun med sine nymoderne metoder fra Wien – trods overlæge Bergs skepsis for disse – forsøge at stoppe en selvmordsepidemi blandt anstaltens unge piger. Parallelt følger vi den purunge sygeplejerske Dagmar, der bliver Neumanns assistent og langsomt – til hendes evige fryd og indestængte rædsel – mere end det. Scenen er sat; lav en kop the og træk gardinerne for.
“Det var ikke så meget anfaldene eller det uhumske, hun frygtede. Det gik dybere end som så. Hun var bange for, om den smittede, galskaben”
Sanatoriet
Det er forbudt kærlighed, Freud himself, drømmetydning, ægteskabsløfter, mystiske forsvindinger og psykiatrien anno en tid, som vi gott sei dank ikke lever i. Der er nok at koge narrativ suppe på, og der koges. Jeg synes dog ikke, at romanen er mesterligt skrevet, der er (lige i overkanten) mange lag i spil, og jeg gad godt følge dem lidt længere; Hjerteveninden Anna i Wien, der er datter af Freud og vores hovedpersons elskede, hvem er hun fx? Ægteskaberne i lægevillaerne, hvad sker der bag facaden? En tå dyppes i mangt og meget, men jeg får lidt FoMo over tempoet.
“Noget andet, hun heller ikke nævner for Anna, er, at hun ikke er overbevist om Herr Professorens teori om penismisundelse. Hvorfor skulle kvinden, der kan det samme som gud, misunde manden en penis, dette undseelige vedhæng af kød?”
POLITIKENS FORLAG 2020
Ikke desto mindre har jeg nydt et par salige disse første efterårsmornings med kaffe på stempelkanden og denne bog i skødet; Fortællingen har et skarpt tag i dig; Månemystikken, analyse af libidoens kraft, “hysteri” som hyppig diagnose (christ) og ikke mindst:: at være firstmovers med psykoanalysen, at møde så meget modstand og alligevel insistere på divanen. Jeg er underholdt, omend ikke helt blæst væk af litterær gerning.
