“En skøn alder” af Kiley Reid

[Anmeldereksemplar modtaget fra Gads forlag] Denne storsælgende, booker-nominerede debut fra amerikanske Reid har lagt hele min weekend ned, opslugt, forfærdet, bjergtaget. Den er et ægte eksempel på, hvorfor læsning er så vigtigt; Man forbyder sig i real kompleksitet, giver sig tid til dén refleksion. Det er alt andet end clickbait, det er udvidende, åbensindet og alligevel målrettet. Politisk, coming-of-age, kærlighedshistorie. Forskelle, racepolitik, feminisme. Reid sammenlignes med Rooney; Do I need say more?

“Zara vippede hovedet fra side til side foran kameraet, mens hun klappede hver stavelse af, “Det her er demokrati!”. Historien følger to protagonister og spor, begge i en konform forstad uden for New York. Den unge Emira, der ikke helt ved hvad hun vil med sit liv og indtil further notice arbejder som babysitter hos de velhavende utrolig hvide par Hr. og fru Chamberlain. Fruen i huset – Alix – er den anden hovedkarakter; Drømme om en karriere skyldes langsomt ud med moderskab og husmorpligter. Historiens POV falder tidligt; En aften hvor Emira er ude med familiens lille datter beskyldes hun for at have stjålet barnet, en helt ukritisk racistisk handling, som lægger sig som et tykt slør om dynamikken og den forskel, som familien tvinges til at face.

Og her kickstartes bogens genistreg; mom Alix vil rede trådene ud:: Vise Emira hvor meget hun selv IKKE tillæge race en betydning. Det bliver et personligt brandingprojekt krydet med den dårlige samvittighed, og ægte gode intentioner. De forkerte formuleringer, fortidens traumatiske rifter, hvide mænd der dater sorte kvinder, komplimenter og krænkelser i et væld af mere og mindre velmente katastrofer. Genialt, kompleks og uden at tale ned sin læser. Seriøst god læseoplevelse; Superb underholdning, easy og skønt sprog + stejl læringskurve! Alt i én!