[romanen er modtaget som en gave fra forlaget Lindhardt & Ringhof]
Denne historie, dette univers, dette dystopiske mesterværk har holdt mig ægte vågen, så jeg har måtte støtte mig til sort kaffe gennem de sidste novembermornings. Atwoods Gilead, et totalitært styre, der på en ene side er utænkeligt i sin grusomhed og alligevel efterlader én med:: Jamen kan da godt se, hvor hun har inspirationen fra. Her er slutningen på Gileads sagaen, vil nogle ofre sig for en happy ending?
“Uret tikker, minutterne går. Jeg venter. Jeg venter. Flyv godt, mine budbringere, mine sølvduer, mine ødelæggende engle. Land sikkert.”
Jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg ikke har læst “Tjenerindes fortælling” fra 1985, men kun har set HBO’serien af samme navn. Mit kenskab til universet alligevel helt inde under huden, men sikkert begrænset (foragter fx folk, der kun har set Harry Potter)
Især fortællingens tilbageblik til den verden, der er vores nutid nu, og hvordan det totalitære styre kunne købe sig tid til den totale omvæltning er til at græde over. Fordi man hele tiden sidder med gysen i kroppen og en skæven til nutidens mandlige semipsykopatiske ledere (som man jo kunne nævne i flæng…) Atwood er en mesterlig fortæller, samfundskritiker og feminist.
Sprogligt er den ikke min stil, men det er ok, for en bog med så meget fortælling på så mange planer, som smadrer gennem historien, ind i fremtiden og i vores inderste opvågen… Har jo andet på hjertet end at skjule ting mellem linjerne. Så andre minimalimelovers derude, praise be:: Hvis man er til genren, er Atwood en uundgåelig skikkelse.
