5 litterære højdepunkter i dette bakkede landskab:: Dansk litteratur anno 2019. Det viste sig, da jeg havde pint mig selv igennem en hård men fair udvælgelse, at jeg har valgt 5 kvinder. Så skud ud til forfatterinderne i vores land, endnu engang har I gjort mig til den, jeg er (haters gonna hate). Læs med her:
Moderen som en hovedperson, et sprog for døden, smerten, vreden, et opgør med nogle bestemte idéer om kvinden. Nogle anderledes fortællinger om at være et sårbart menneske i verden. Dét er nogle centrale – ud af mange iøvrigt – temaer hos Maren Uthaug, Liv Duvå, Dy Plambeck, Siri Ranva Jacobsen og Hanne Viemose. Fuld anmeldelse af hver enkelt bog kan selvfølgelig findes her på bloggen, men jeg vil smide et par generelle hyldestsonater til bøgerne og sende jer alle ind i et nyt årti med disse hjerteanbefalinger.
Tidligere på året medvirkede jeg i en artikelserie hos Lindhardt og Ringhof, hvor jeg skulle prøve at svare på spørgsmålet: Hvorfor læser jeg? og det var faktisk ikke særlig svært:: Jeg læser for at fatte noget som helst om verden, jeg lever i, og om hvordan man er menneske i den. For at få et sprog for det uoverskuelige. I “Til min søster” beskriver Dy Plambeck mor-erfaringen virkelig nådesløst, hvordan man mister sin kønnede krop og bliver en slags funktion. Det er en uromantisk, men alligevel dybt rørende roman om kvinder i relation til hinanden samt en fortælling om moderskabet, som tog total røven på mig, fordi jeg er så vant til en bestemt fortælling om dét. At kunne være både “mor” og alt muligt andet, som man burde være, er også gennemgående i “HHV FRSHWN” af Hanne Viemose:: En fuldstændig vanvittig roman, sproget vil alting på én gang, jeg kan nærmest ikke sige andet om bogen end:: Enjoy the ride.
Liv Duvå vil med sin roman gerne undersøge teenagepigen, den smerte man kan føle, som anses for værende ok banal, men som også bare virkelig er smadret. I “Rosenreglen” er der også meget kvinde, meget krop og smerte (og i høj grad en hårdkogt og uundgåelig mix af de to). Sorgen over traumerne. I Maren Uthaugs geniale “En lykkelig slutning” skal tabuet over dem alle rives brutalt ned: Døden! Også her er sorgen, men den vendes og drejes i en virkelig original fortælling, hvor vi mest af alt diskuterer: Hvornår blev sorgen noget, man var alene om?
I “Havbrevene” af Siri Ranva er A og M ikke alene, de har hinanden: Storesøster Atlanterhavet og lillesøster Middelhavet. Hele det økokritiske spørgsmål og verdens forandring set gennem breve mellem havene. Det er så smukt fundet på og ligeså poetisk udformet, som man kan forestille sig.
Kom an 2020, jeg glæder mig allerede til så mange varslede udgivelser. Forkæl mig, surprise me! KH Ditte
