Glenn Bech – Farskibet

[Modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal] “Som for at råbe ad verden: HVOR FANDEN BLIVER DU AF”. Hvad kan man snart rose denne roman for på en original måde; jeg lægger mig fladt i rækken af dånende anmeldere, men tilføjer en bøn: Lad jer ikke skræmme af tegnsætningen her og der og allevegne, giv Glenn Bech en chance med Farskibet; omsorgsfuld og nådesløs fortælling om farens selvmord, morens krampagtige forsøg på alt og ingenting, toxic maskulinitet og skammen, der følger med it all.

Ok, her kommer altså lige en kontroversiel udmelding, men: spring lidt over, hvis den forfatterskoleagtige tegnsætning forstyrrer læsningen for meget. Pludselig (og ofte I may say) kommer der en sætning så såre simpel, at luften forlader lungerne, og langsomt i fortællingen, forstår man faktisk, hvad alle krumspringene skulle til for. Jeg ved i hvert fald, at jeg endte min læsning af Farskibet med at knuge den ind i mig under dynen, men jeg er i tvivl om, hvorvidt det var en vanskelig lyrisk roman eller en overraskende konkret beskrivelse af sorgens væsen. Så mon ikke begge dele?

Konsekvensen af hans selvmord blev først og fremmest, at jeg skulle være den voksne siger Glenn Bech i et interview, og det er en fin nøgle for læsningen. Glenn, der skal beskytte sin mor mod den true personificering af giftig mand; Erik, morgen første “nye mand”: “DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og forsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os”.
Glenn, der aldrig slipper følelsen af ansvar over for lillebror Réne. “Jeg selv havde foretrukket dig vred, altså, som elskede du mig stadig”. Dette er mest rørende, heartbreakin; Glenn-jegets insisterende kærlig til René, der hele tiden river sig løs i afmagt.

Langballe skriver i Weekendavisen; “Farskibet kan læses som et manifest for selvomsorg og medmenneskelighed”. At lære at rumme sig selv, selvom noget andet havde været nemmere. Rumme moren, der gentagne gange failer forældrerollen, uden at Bech af den grund falder i en typisk blame-the-parents-fælde (en ok fælde, bevares, men originalt at smyge sig uden om den). Jeget yder en evig omsorg for moren i skriften, giver hende point for forsøget og kærligheden bag.

Sorg, families grænser og evighed, seksualitet, maskulinitet. Glenn Bechs “Farskibet” er det bedste, jeg har læst i indeværende år, man skal stå tidligt op derude, hvis man vil stjæle debutantprisen, som allerede virker som old news. Et forfatterskab er født, glæder mig til at se, hvor næste skib sejler hen.