[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Gyldendal] I interview med Thorup om bogen sendt Live fra Gyldendal i sidste uge, fortæller hun, at hun har haft tilknyttet researcher i forbindelse med at skrive bogen. Det forstår jeg godt for av min arm, det er komplekst at trevle rundt i hele nazismens giga maskinværk på tværs af landegrænser og menneskeliv.
“Smerte fordeler sig imellem os. Vi er fælles om kroppens smerte i den tunge tordenluft“:: Vi smadres direkte ind i en overfyldt togvogn i sneglefart mod München, hvor Harriet skal rekreaere efter det nylige tab af sin mand, der er død ved østfronten. På tyskernes side vel at mærke, ikke at hun og hendes mand sympatiserer synderligt med nazismen, men hvis alternativet er Rusland, må ideologier vente. Harriets værter i den tyske storby – forbilledlig i drömmen om Neuropa – er General Franke og hans meget Maude-agtige kone Gudrun. Stor villa, afsted til operaen, for nu skal der være fest:: De som er smidt i rendestenene er selv uden om det; Alle mä ofre for krigen, vi er født til færre ofre og om lidt kommer der Führer hjem med sejr over Stalingrad.
“De mange kvinder i sørgedragter i gaderne kunne tyde på hårde slag og store tab, men ikke nødvendigvis muligt nederlag, skynder jeg mig at tilføje. Det går op for mig, at den tyske hærs sejrrige fremrykning ikke er noget man sætter spørgsmålstegn ved. Eftersom Endsieg er en trossag”.
Året er 1942 og du og jeg kære medlæser, ved jo godt hvad vej vinden blæser. Selvom propagandahjulene kører rundt trækkes Harriet længere og længere ind i den mørke sandhed. I et helt andet sprog, end man er vant til fra store historiske krigsberetninger:: Stakato og subjektivt, smadrer afsted uden et eneste afsnit gennem de firehundredenoget sider. forvirret og alligevel sylespidst, som indeni i vores (dels anti-)heltinde. “Et diabolsk portræt af mennesket” skriver Berlingske og drysser med de sjældne 6 stjerne. This girl er helt pä linje: KH fra de østtyske gader og læs bogen!
