Radikal udmelding, men jeg står ved den any day:: Pilgaard er den sjoveste forfatter, vi har i Danmark. Fornemmelsen for det blomstrende, men især det flade i det danske sprog – de korte sætningers land – er så spot on, at man kunne bruge hver anden sætning som (de)motiverende citat. Har glædet mig til bogen i fem lange år efter udgivelsen af Lejlighedssange i 2015, og ventetiden svigtede mig ikke:: Glæd jer!
Settingen er, som vi egenligt kender den fra Pilgaard første to romaner:: En ung kvinde bevæger sig i omgivelser, hvor hun på den ene eller anden mäde hele tiden overskrider nogle uskrevne regler for sociale konventioner. Denne gang er vi i Velling (med bysloganet: “Vi vil i Velling”) på en højskole som “påhæng” til sin lærerkæreste, og på barsel med sin søn. Her skal hun lære alt muligt uden for comfortzone:: At være et “vi”, at køre bil, at være nogens påhæng, hvad det er Velling vil og især at samtale efter spilleregler i fx provinsen og fx barsel som et nyt sprogområde.
Metasprog-temaet regeres af Pilgaard som ukronet dronning, prøv bare at smag:: “Efter ikke engang et år som mødre består hovedparten af vores vokabularium af navneord, der betegner de genstande, vi slæber rundt på. Zinksalve, pusletaske, bæresele, babyalarm. jeg tænker på det sammesatte ords sejr og trøsteløse erobring af sproget”.
Pilgaard er underspillet hele vejen, og derfor er det stik-i-hjertet rørende, når hun så bliver øm og eksistens uden at være til falds for klichéer af nogen art. Undervejs i romanen er gendigtninger af højskole strøet ud som tænkepauser, og de er så fine i deres tematisering af dét højskoleånden vil med dens fællesskab krydret med det moderne menneskes smadrethed. Den her roman har A L T, hvad jeg elsker ved dansk litteratur.
Jeg går til kørekort som andre går til golf. Min bank ringede og kommenterede overførslerne i sidste uge og kaldte dem mistænkelige. 58 udbetalinger sagde min bankrådgiver, og jeg havde en fornemmelse af, at hun overvejede om jeg kunne være offer for pengeafpresning
-Stine Pilgaard
