“Jeg kunne skabe min egen tidsregning. Man kunne kalde den f.H.s.a Før havet slugte alle.” Det er ikke for sarte sjæle i den her roman, det er barskt og smertefuldt, men aldrig påtaget eller utroværdigt udpenslende. Efter en serr stærk debut i 2017 (Der er alting nogen at befri) er Fall tilbage!
Det er en meget klaustrofobisk roman, man kan næsten føle den trange lejlighed, de trange sind der desperat sniffer sig out this world for ikke at lukke sig om sig selv. Katrina, hovedkarakteren som vi kender fra debuten, er bange for, at hun ikke findes, og koste hvad det vil vil hun mærke virkeligheden::
Knytnøver i ansigtet, pik langt ned i halsen, kvælertag, udvidet røvhul, kokain i lange baner, lange rifter i lårerne. Hendes kæreste Markus er fanget mellem at ville passe på hende og at nyde ødelæggelsen for meget. “If it turns your boyfriend on that you cry” googler Katrina i natten, og ved det egenligt godt selv det hele. Og det gør karakteren troværdig synes jeg, denne svælgen mellem at nyde det grænseløse, men også med en bevidsthed om en classic; som jeg da selv også har stiftet nok bekendtskab med i ungdommen:: At bytte sex for intimitet og tilhørsforhold.
Jeg er rigtig vild med kontrasterne hos Fall: det poetiske, havet som billede på vægtløsheden i sindet, og så de benhårde beskrivelser af psykisk sygdom og misbrug, uden ligesom at blande de to sammen som en slags romantisering over smerten. ‘Ungt på en fed måde’ har jeg skrevet på Instagram, det er meget anno’20 det hele, og det elsker jeg det for. Ik så meget pis, retten til kroppen og fortælling om den. Tillykke ned udgivelsen, glæder mig til mere om Katrina!
