Titlen batler jo hårdt med “Mit ro med ro og hvile” om at være årets titel i dette forsømte forår. Stine Askovs nye roman er særligt nordisk synes jeg, de store katastrofer i horisonter og allermest de små, der gemmer sig i sprækkerne og mellem linjerne. Lit uforløst læsning synes jeg, men en rigtig sommerhus-bog; let at falde ind i, eftertænksom og underholdende
Hvis man elskede Ane Riels “Harpiks”, vil man også være helt vildt med fortöllingen om Bengt og Helle, storprepperen og skovbarnet, den magtesløse datter, der ser virkeligheden, som hun lærer at den er. Ét stort katalog over katastrofer, om dét far Bengt har hængt op i det sparsomme køkken. Vær beret og gør dit og dat i tilfælde af brand, druknedød, jordskælv og værst af alle; Når Barsebäck springer.
Imens er Helle mega meget teen, hvor meget hun gerne vil være alt andet; Brystvorterne bliver hårde, når naboens Tommy kigger på dem, blodet flyder mellem benene og en tanke melder sig langsomt: “Kan vi ikke bare være, som de andre?”. Hun vælger dog altid at lytte til far, for hvem kan kæmpe sig fri af en hel barnlærdom? Trods københavnermor Lizzies forsøg på at berolige hende, træner hun videre og ved altid, hvor vindretninger bærer hen. Parat til den dag, katastrofen kommer.
“Jeg er bange” hvisker hun. “Hvad er frygt?” – “Kroppen, der fortæller mig, at der er noget galt. At jeg skal skærpe mine sanser.
– “Lokalisér faren”.
-“Den er inde i mig selv”
Et øjeblik lægger han hånden på dynen, inden han går ud og lukker døren efter sig.
Der er mange fine spor i fortællingen; jeg synes det er så nærværende beskrevet, hvordan Helle læser alle situationer som en nærkamp og alligevel føler noget andet. Hvordan Lizzie prøver at købe sig ud af sit svigt. Det er underspillet og troværdigt. Alligevel sidder jeg ikke med en mega fuldendt oplevelse, der er noget uforløst over læsningen, måske i Bengt – der er en smule karikeret. Men det er en sommerhusbog, en feriebog – kan læses i ét stræk; eftertænksom og topunderholdende!
