[Modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal] med tårerne trillende har jeg vendt den sidste side i dette lyserøde murstensværk; Pernille Ipsen fortæller om sin opvækst i rødstrømpe-kvindekollektiv med syv mødre, om revolution og konflikter, femø-lejrens betydning, rødstrømpernes begyndelse, bare bryster og koldre vintre. En interviewbog med nogle ladies, som vi skylder det hele. Ipsen er nomineret til Politikens og Montanas litteraturpris for bogen.
“Når mine mødre fortæller vores kollektivs historie, begynder de som regel på Femø. De er enige om, at det var her, kvindebevægelsen kom ind under huden på dem. Året er 1971, kulturministeriet har (endelig) givet kvinderne denne ø, denne sommer. Her, i fællestelte og uden en trevl, begynder historien om Hanne, Else-Marie, Inger, Lotte, Sanne, Susanne og Vibeke, historien om rødstrømperne. Det lyder så storslået, når jeg skriver det sådan, men jeg sidder også med en følelse af ydmyghed og historiebevidst længsel. Det har været en stor oplevelse at læse Et åbent øjeblik, en på en måde hurtig, og alligevel grundig trip fra Femølejren, til kvindehuset i Åbenrå (altså gaden i indre København), til demonstrationer, seminarer, kollektivdrømme, fælles barn uden mænd, Lesbisk bevægelse, et hav af slagsange.
“Vågn til kamp alle kvinder / til den allerførste dyst
For søstersolidaritet / slår bro fra bryst til bryst
Jeg er selv udtalt feminist, modstander af enhver form for mandsdomineret kultur, hater på alle modstandere af metoo, viser bryster ved enhver provokerende lejlighed. Jeg har været meget optaget af og ulykkelig over generatiosnkonflikten med de “gamle feminister”. Denne bog er ekstrem lærerig, grundig og nuanceret. At læse om deres kampånd, slid for dét, de troede på, men også om deres konflikter og modstand, har været meget tankevækkende. Fx konflikten med Lesbisk bevægelse kom totalt bag på mig;
“Mens Vibekes engagement i lesbisk politik voksede, opfattede Hanne Lesbisks bevægelses beslutning om ikke at være med i Rødstrømpebevægelsen som et politisk svigt”
ipsen, 2020
Nye og gamle feminister, mænd, kvinder og alt ind imellem; for at forstå de kvindekampe, der foregår i dag, er det klart, at man ikke hverken kan eller skal glemme det massive arbejde, som rødstrømperne banede vejen for. Derfor græd jeg også, da én af de syv kvinder på sit dødsleje spørger de andre; “det betød da noget, det vi gjorde, ikke?”. Det betød det hele; jeg er rørt over denne dybt sympatiske, velskrevede bog. Tak for at få så mange nuancer med. KH og rød front herfra!
“Det vigtigste er, at vi bliver ved med at leve historien, for den behøver ikke at slutte. Feminisme er et uendeligt projekt, et dagligt valg.”
ipsen, 2020
