Rosarium af Charlotte Weitze

rosarium

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget]
Hvad skal man med menneskeligt selskab, hvis man bare har en iris, en liljekonval, en æbleblomst, en rose? Weitze er et forfatterskab, man ikke kan regne ud, hun skriver romaner, der kan finde på hvad som helst. Hvad er Rosarium, en natur sci-fi , et eventyr, en botanikgyser, et folkesagn?

“Hvis træer og planter fik lov, ville de overmande os, ligesom vi overmander dem nu” siger forfatteren til dette plantodrama i WA, inden hun fortaber sig drømmende i de ord, som botanikkens verden har foræret hendes eventyr: Flyverørn, engelsød, ulvefod, padderokke. Ordene er vildtvoksende i den her roman, især i de to første handslingsspor skal man koncentrere sig på ordniveau – vidunderligt vanskeligt, poetisk men en smule søvndyssende. Dét, der så bare er Weitzes magiske kort på hånden er , at hun ligesom i sin seneste roman Den afskyelige lader historien forgrene sig i et no-rules univers, hvor man simpelthen ikke kan regne hende ud, som hun selv siger; Planterne er en slags aliens.

“Jeg beskar med saks og sav, og for planterne føltes det måske som kærtegn, for nye grene skød ud med voldsom kraft”

Wetize, 2021

Bror og søster, der flygter fra krigen og lever alene i en udhulet eg. Hjortenkalvens tamhed, livets forgængelighed, zarsønnen, der har en mystisk rose, som reagerer på hans stemme. Johanne, født med et køn, hun ikke lever i, et kloster hvor nonnerne lever af sollys, en skabning fra skoven, Marie på jagt efter sandheden i USA, Fine, der langsomt bliver mere og mere grøn; this and more mine damer og herre. Hele tiden uvisheden om, om alle de her karakterer er helt menneskelige og ikke mindst; hvordan adskiller vi os fra planterne, de med deres nervebaner og bestøvning?

“Er det dødsangsten, som driver denne skabertrang? Vil vi en dag kunne ændre så meget på naturen, at vi kan gå gennem den mørkeste skov uden den allermindste rest af urangsten for at blive fortæret?

WETIZE, 2021

Rosarium kræver fordybelse. Planterne udvikler sig over tid, det samme gør denne familiesaga. De botaniske afstikkere henleder tanken på Jo-Gazans Hvide blomster fra sidste år, men bogens væv minder mig om Amalie Smiths Threadripper, fx da oldemor Johanne siger, at “skoven er naturens world wide web”. Johanne, der fødes som mand, men altid var en kvinde, som elsker skovens væsen og vil bevise teorien om urkontinentet Pangæa, er bogens sammenbindende element, den karakter, man vokser sammen med. Det er en vild roman, og godt vi har Weitze, for der er ægte ingen som hende.

“– De hele kan leve i lyset, hviskede jeg. – de delte må leve i mørket”.

WETIZE, 2021

Del dette post

Share on twitter
Share on facebook
Share on pinterest
Share on linkedin
Share on email

Bogblogger // oversætter // cand.mag i dansk
Nordisk litteratur i hjertet // tysk litteratur lige i hælene
Vinder af dansk bogblogger award 2020