Aktuel poesi mod din lockdowns stilstand

[samtlige bøger er modtaget som anmeldereksemplarer. Tak til Forlaget Gladiator, Forlaget Gyldendal, OVO press og Forlaget Harpyie]
Som et udpræget vanemenneske og en klassisk “allermest holder jeg af hverdagen” type, er lockdown langt fra min kop te. Blanding af stilstand i sindet og nervebanemylder som et oprørsk hav. Derfor præsenterer jeg fem aktuelle digtsamlinger, som (måske) kan få dig enten op af stolen, eller ned i maven.

“Forskellen på poesi og retorik / er at være / klar til at dræbe / dig selv / i stedet for dine børn” skriver Audre Lorde (1934-1992), som nu findes på dansk i Shadi Angelina Bazegia oversættelse. Med titlen, der taler for sig selv Der er ingen ærlige digte om døde kvinder, er det et udvalg af tydelige billeder og mytologiske toner, fra kvinder der omtalte sig selv som sort, lesbisk, mor, kriger og digter. Det er længe siden, at jeg har læst poesi faktisk, det har føltes uoverskueligt, men i “disse tider” (lol) har jeg haft brug for dén form for rå kunst for at komme lidt op fra mit eget søle af stilstand under dynen. Mærke fx genkendelsen, når Caspar Eric skriver “Jeg har bare brug for at holde de simpelt / tastatur og takeaway / skrive lidt hver dag / for ikke at gå ned”, at jeg ikke er alene, men også Nadia Josefine El Said (f. 1977), der med sin digtsamling Y/OUR POVERTY om en fars liv som kastebold i et system minder mig om, hvem der altid er det. At det stadig er de samme, der taber hver gang.

Udover at oversætte, skriver Bazeghi (f. 1974, uddannet fra forfatterskolen) også selv, og jeg kalder, at vi skal holde nøje øje med denne poets produktion. Hendes seneste digtsamling Flowmatic imiterer kodesprog, en struktur, der er fast men ikke ubrydelig, som den strukturelle racisme, der er så rå og stædig. Uligheden og de falske fortællinger om den gennemstrømmer al poesien i dette post; vredt og indbydende til revolution og befri sig selv fra den tunge dyne. På denne klare novembermorgen rundede jeg så mit maraton af med syriske Hanadi Zarka, som det lille stjerneforlag Hapyie (keep an eye!) har udgivet på dansk i sidste uge. Livet med krigen, alt det der gennemsyres af den og alt det, der bare uanfægtet sker. En bog, man bare vil læse hurtigt, så man kan komme væk fra følelsen, som som bider sig fast og kun langsomt slipper sit tag. En påmindelse om poesiens rolle i et landskab af dødstal og clickbaits.