[Morgenstjernen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof] De af jer, der så min ubehjælpelige unboxing-video og hørte mine hvin i verdens højeste oktav, er ikke i tvivl om mit forhold til Karl Ove. Og hvilken roman! 666 siders levende skrift, drømmeagtig indsigt i menneskedyret, men beware: Knausgård kan føles som et true Mount Everest, og derfor kommer jeg hermed med en liten vandreguide:
Men først; Morgenstjernen. Jeg kan allerede mærke en passiv-aggressiv tone komme snigende, fordi den ikke fik fuld plade i dagbladene, I kan serr selv være 5 stjerner. Men anyway; Efter flere gode (men svære!) essaysamlinger er det skønt at have Knausgård tilbage i romanformanen; Endda med best of both worlds, en hilsen til essayets fineste kunst – at pendle mellem den højeste grundeksistens og den laveste drift (som altid; der tænkes meget over døden, og der tilbringes en del tid på toilettet). Det laveste ved mennesket og det smukkeste ved universet. Om omvendt egenligt. Vi følger ni skæbner over de dage, det tager for verden at sende et tegn, et himmellegeme, og hvad gør man egentlig så? Når morgenstjernen pludselig lyser op over hele den rationelle verden, man troede man kendte? Der er Kathrine, præsten, der jo om nogen burde tillade det guddommelige at titte forbi, men som også er måske fortællingens største tvivler. Der er Jostein (og en to die for druktur gennem Bergen), der flygter fra familielivet og drømmer om sit rette shine. Der er Arne, der føles som en reinkarnation af forfatterjeget, da han i nattens mulm og mørke må begrave det afrevne kattehoved, som pludselig opstod ud af konens psykose. Og der er Eigil i hytten, alene med fiskene og udødeligheden.
“Jeg gik hen til vinduet, hvilede hænderne på karmen og lænede mig ud. Himmelen over fjeldene var lysnet, og stjernerne var blegnet, så de næsten var usynlige, men ikke den nye, som stadig skinnende stærkt og klart.”
knausgård, 2020
“Det lyder fornuftigt nok, sagde hun. – Et forhold går i bølger. Man bliver nødt til at lære sig selv at handle når det er nede i en bølgedal. – Bide tænderne sammen? – Nej, det er ikke tortur, vi taler om. Men tålmodighed.”
knausgård 2020
Men hvor skal man dog starte… Ikke nødvendigvis men det monstrøse Min kamp 1-6 værk, selvom jeg håber i mit stille sind, at mange ender der, for det er oplevelse af litterær lifechange-kaliber. Hvis man altså er til det, og jeg kan også godt forstå, hvis det bliver en tand for meget. Derfor vil jeg foreslå, at man starter med årstidsbøgerne, og nærmere bestemt i den lyse ende med: Om foråret fra 2016.
Vil du lytte til de essayistiske toner uden at blive helt blæst bagover af den ok lange kunstkritik ind i mellem, kan man anskaffe sig Kyklopernes land og starte ud med følgende to essays; Hvordan jeg opdagede Amerika og titelessayet I kyklopernes land. Vil du gerne se, hvad all the fuzz is about, men orker ikke mere autofiktion i det her årti, så start med den lille, ultrafine udgivelse Fuglene under himlen. Den historie er på visit i ‘Morgenstjernen’ og en god appetitvækker. Hvis de knap 700 sider ikke skræmmer dig, så er Morgenstjernen faktisk heller ikke et dumt sted at stifte bekendtskab med denne norske herre. Det er genkendelse, tilgivelse, provokation og udvidede horisonter, boghjerte – hvad vil du snart mere.
‘Når man kommer til den logiske grænse, er der så noget udenfor, der kan skimtes eller fornemmes? Lad os tage det skridt for skridt’
Karl Ove Knausgård, 2020
