[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator] Hans-Otto Jørgensen, en grand old i #dklit – som jeg primært kender som fader for Gladiator og som forfatterskolerektor før det hele stak af – nåede at udgive denne vanvittigt gode roman i enden af 2020. Den handler om broren og svigerindens konkurs og om kløften mellem land og by. Om det romantiske landsbrugs liv og død, og om kun at være noget i form af sin plads i generationen.
Så for at være ærlig; Det koksgrå cover og den klichéagtige westerntitel irriterede mig, og selvom jeg modtag romanen inden udgivelsen i november, kom den altså bare op på kaminhylden. DÉT tror jeg da nok blev gjort til skamme, da årets nominees til Montanas litteraturpris og Politikens litteraturpris prydede mit feed i fredags; Jørgensen er at finde på begge, og igang måtte man jo. No regrets her små to døgn efter.
“Senere, i Bens kosmiske år, hvor han og mor igen er i marken at samle sten, bliver stenene til isens strøtanker, mens landskabet tog form”
Hans-otto jørgensen, dead man walking, 2020
Som den ældste, er det Kris, der skal overtage slægtsgården sammen med konen Inge-Lise. Lillesøster Ann vil opleve noget, men bliver syg alt for tidligt, lillebror Ben (der umiskendeligt er forfatteren selv) er fanget mellem trangen til at følge ophavet i staldene og de indre dæmoner aka kunsten og lysten til at skrive. Vi følger tre generationer med gården som centrum – ikke bare for handlingen, men for livet selv. Psyken er et byfænomen, herude er hesten en hest og solen rund. Vejen fra EUoptimisme i landbruget til mælkekapitalismens produktionskrav, der tvinger bønder af den gamle skole i knæ føles overraskende kort og ikke mindst fremmed for denne læser, der er rundet af byen.
“Som i zenbuddhisme eller ikonmaleriet er det ikke et spørgsmål om at finde sit eget udtryk, men at blive som en funktion af far eller farfars nedarvede kunnen og eftergøre dem”
hans-otto jørgensen
Og netop dette tema; kløften mellem land og by, der både sprogligt, politisk og rent konkret aka fatte hvor mælken kommer fra graves dybere og dybere – gjorde et giga indtryk på mig. Jørgensen skriver som en drøm, hardcore, vittigt og poetisk. Nådesløst og grimt, when he has to. Et tydeligt blødende hjerte for konkursens sorte hul, ydmygelsen i det, samt for brorens gård, men uden en (for) sentimental hyldest til verden af igår. Jeg anbefaler den til dig; der også kender til denne kløft (hvilken side, du så end må befinde dig på), og som er klar på at udfordre den. Jeg har kategoriseret den under bøger om menneskelivet, fordi det også er en generationshistorie; træskodans til Gnags og dannelsesrejse til junglen; altid de samme pølser over bål ind imellem.
