Året rundt med Karl Ove, selvet på et sølvfad.

“Ikke grenen der løftes af vinden, men vinden. Ikke bladene der reflekterer sollyset, men sollyset” (om Vinteren); Mastodonten, digterkongen, hvid mands byrde, kilde for den nordiske autofiktion, vi kender i dag. Mit feed fyldes af en pludselig genkomst af Karl Ove Knausgårds giga værk; Min kamp, og inden nogen giver op, vil jeg slå et slag for en blid (og undervurderet) start: Om vinteren, Om foråret, Om efteråret, Om sommeren.

Kronologisk er det sådan; Om efteråret og Om vinteren kom først, begge i 2015 og begge en slags leksikon-poesi, hvor Knausgård præsenterer konkrete ting, abstrakte fænomener (hvilket jo ikke altid kan adskilles i Knausgårdske univers) til en ufødt datter på vej. Marsvin skal hun lære om, smerte, snedriver, ansigter, livsførelse og hugorme. Mens træerne mister deres blade og sneen fyger, gør vi ophold ved alle mulige random emner, der alligevæl hænger sammen ved ganske enkelt at være i verden, denne verden, som Knausgård vil vise datteren.

Ja, det var det jeg fornemmede mens jeg skubbede paletkniven ind under pølsestykkerne (…) Verden er materiel. Vi befinder os altid et sted. Nu er jeg her

OM EFTERÅRET, 2015

“Nu er vi klar til noget nyt Knausgård”, skrev Informations anmelder, da længdespringeren “Om sommeren” kom året efter. Her må jeg le! (mere vil have mere); De lyse årstidsbøger er et dyp i det hav, Min kamp bruser rundt i. Dagbogsagtigt intimitet, en masse scener, hvor der jo ærlig talt intet foregår, selvet på et sølvfad. I sommerbogen er kærligheden til hverdagens banale (og glemte) perler blandet sammen med den helt klassiske Knausgårdske autofiktion. Information kalder “Om sommeren” for ufokuseret, og dens blanding af encyklopædi, en uventet fiktionsdel, evindelige morgener med havrefras og stærk kaffe er ikke strømlinet, hvilket dog ved gud heller aldrig blev os lovet. Flyvsk og inderlig.

“Men det specielle ved mariehønen er, at den ikke er ikke er smuk på en sublim måde som ørnen eller hajen, deres skønhed er grusom, og det etablerer en anden slags afstand”

om sommeren 2016

Om foråret. Om våren. Min absolut yndlings Knausgård udgivelse, en enkelt dag i livet med den nyfødte datter, som kunne alle faderkomplekser både spire fra og hele af denne skrift. Som i et tidligere indlæg om “where to start” i dette forfatterskab, anbefaler jeg “Om foråret” som en appetizer til resten; og uden at spoile for meget vil jeg helt uortodosk slutte med bogens sidste linjer:

“Du synes du er fin i din blå kjole, så stryger du hænderne fladt over brystet og siger fin. Forstår du?
Det gør af og til ondt at leve, men der er altid noget at leve for.
Tror du at du kan huske det?

om foråret 2016

Alle bøger er mesterligt oversat af Sara Koch og vidunderligt illustreret af hhv. Anselm Kiefer, Vanessa Baird, Anna Bjerger og Lars Lerin.

Del dette post

Share on twitter
Share on facebook
Share on pinterest
Share on linkedin
Share on email

Ditte Engels Hermansen

Bogblogger // oversætter // cand.mag i dansk
Nordisk litteratur i hjertet // tysk litteratur lige i hælene
Vinder af dansk bogblogger award 2020