“Pigen fra det store hvide skib” / Vraa & Kold.

[modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget] “Hvid som en jomfru og tapper som en ørn”, som en del andre (afslører mit feed), var jeg nynnede klar til at stævne ud med Jutlandia; nu, hvor det er 70 år siden, at hun kom som kaldet til slaget. Medrivende, bravt fortællende, rørende, pageturnende … og en lille smule too much?

“Jeg havde aldrig set så stort et skib. Navnet, som jeg kunne skimte gennem det lette snefald, stod skrevet over agterspejlet. Jutlandia“; Molly bliver udvalgt som én af de mange sygeplejerske, der skal sejle på verdenshavene og pleje de amerikanske soldater under faner fra FN, røde kors og dannebrog. Hun møder hurtigt Alice, Amanda og Lis, og snart skal det vise sig – under den varme bølgeluft fra det indiske ocean – at de alle flygter fra noget.

“Havet var der altid. På en måde var det en trøst”

kold og vraa, 2021

Ét af bogens virkelig fintfølende og følelsemæssigt vildeste spor er krigens ventetid og antiklimaks, som man faktisk selv lulles ind i: “Indtil videre, har det været som at være på et krydstogt,” konstaterer Molly, da skibet går krigen i møde, og som læser har man nydt spirrende sailor-forelskelser og champagne på dækket. Jutlandia var kendt for at behandle civile i høj grad, selvom det slet ikke var den oprindelige plan. Denne heltegerning – personficeret i den lille korenanske Yun med en fuldstædigt out-of-this-world umenneskelige barneskæbne, følger vi parallelt i romanen. Og den er virkelig fint beskrevet – forvirringen om “de gode og de onde” i en krig, samt Mollys overvejelser:

“Vores ankomst til Korea udviklede sig til et antiklimaks; Vi havde rejst i månedsvis, og her blev vi mødt med et politisk skuespil. Med snak om den kommunistiske fare og om fjenden i nord, (…) Det flag, der ikke var der, ville være der der i sidste ende bestemte over vores skib. Det var Stars and Stripes.”

Kold og vra, 2021

Men; Trods den perfekt konstruerede fortælling (tror NOK, der er nogen, der kender berettermodellen her), de fine personskildringer og det faktum, at jeg slugte bogen og var massivt underholdt …
Jeg synes den bliver en lille smule sensationshungrende, og driver rovdrift på historie&handling. For mig at se, vil bogen have for mange smertefulde begivenheder med – i en grad, hvor det føles for påtaget til min smag. Desuden bindes enderne lidt for filmagtigt sammen til sidst, og jer der har fulgt mig længe, ved godt, at jeg hollywoodendings ikke er min kop te,

Men bevares; den er gigantisk godt spundet sammen, mon ikke den skal sejle direkte ind på bestsellerhylderne. Hey ho! Og god weekend. <3

Del dette post

Share on twitter
Share on facebook
Share on pinterest
Share on linkedin
Share on email

Ditte Engels Hermansen

Bogblogger // oversætter // cand.mag i dansk
Nordisk litteratur i hjertet // tysk litteratur lige i hælene
Vinder af dansk bogblogger award 2020